Lundbeck-optakt: Salgsnedgangen skal tæmmes

Omsætningen for det danske selskabs bedst sælgende lægemiddel falder, og det er fortsat en af de største udfordringer ifølge analytikerne.
Foto: Lundbeck/PR
Foto: Lundbeck/PR
Af Ritzau Finans

Lundbeck vil onsdag morgen sætte punktum for et udfordrende andet kvartal med vigende omsætning for selskabets bedst sælgende lægemiddel, antidepressivet, Cipralex.

Kopikonkurrence på en række europæiske markeder, især i Spanien, presser sammen med sundhedsreformer og prisreduktioner stadig salget flere steder. I første kvartal faldt salget af Cipralex i Europa hele 15 pct., hvilket kom bag på analytikerne og helst ikke skal gentage sig.

"Regnskabet skal gerne vise, at tendensen for Cipralex er begyndt at vende. Jeg ligger på minus 6 pct. i Europa i dette kvartal, mens de internationale markeder formentlig går ned i gear, fordi vi begynder at få lidt sværere sammenligningsbaser," siger analytiker i Alm. Brand Markets Michael Friis Jørgensen til Ritzau Finans.

Han peger på, at vendingen for Cipralex gerne skal fortsætte på det tyske marked, hvor salget er på vej tilbage, efter Lundbeck i december vandt et tilskudsslagsmål med myndighederne. En beslutning om, at Cipralex skal afregnes til samme lave pris som forgængeren Cipramil, er blevet omgjort, og Cipralex-salget er på vej til at genvinde fordums styrke efter en markant nedtur fra juli til december sidste år.

Kopikonkurrence barberer indtægter

En rundspørge blandt 11 analytikere foretaget af SME Direkt viser, at analytikerne modellerer en samlet nedgang i Lundbecks salg af Cipralex på 2 pct. til 1511 mio. kr. i andet kvartal. Samtidig fortsætter styrtdykket i indtægterne fra antidepressivet i USA, hvor det sælges af partneren Forest Labs under navnet Lexapro.

Patentet udløb i marts, og kopikonkurrence ventes at have barberet Lundbecks indtægter fra Lexapro til omkring en femtedel eller 147 mio. kr. Dertil kommer afdæmpet salgsvækst for Lundbecks Parkinsons-middel Azilect og Alzheimers-medicinen, Ebixa, efter en prisnedsættelse i Frankrig, påpeger Sydbank-analytiker Søren Løntoft Hansen i et notat. Samlet ventes Lundbecks koncernomsætning at dykke til 3609 mio. kr. fra 4100 mio. kr. i andet kvartal af 2011.

Salgspresset fik i juni Lundbeck til at varsle en restrukturering af selskabets europæiske salgsorganisation og nedlæggelsen af 600 stillinger. Spareøvelsen vil koste op til 500 mio. kr. i engangsomkostninger - et beløb hovedparten af analytikerne har indregnet fuldt ud i deres modeller for udviklingen i Lundbecks andet kvartal.

Sammen med nedgangen i omsætningen betyder ekstraomkostningerne et markant dyk i Lundbecks driftsindtjening, EBIT, som formentlig vil være skrumpet til bare 173 mio. kr. i andet kvartal mod 1102 mio. kr. i samme periode året før. Udviklingen bringer dog ikke Lundbecks forventninger i fare.

Såvel Sydbank som Alm. Brand Markets forudser, at Lundbeck fastholder helårsforventningerne om et driftsresultat på 2,0-2,5 mia. kr. før indregning af restruktureringsomkostninger, og Jyske Banks analytiker Frank Hørning Andersen ser endda mulighed for, at Lundbeck, løfter den nedre ende af forventningsintervallet. Årsagen er en ventet milepælsbetaling fra partneren Takeda på 200 mio. kr., som udløses af positive resultater fra Lundbeck og Takedas afsluttende fase 3-studier med antidepressivet Lu AA21004 i maj.

Manglende nyt og usikkerhed

Midlet er udset som en af arvtagerne efter Cipralex, og kan få stor betydning for Lundbecks udviklingen fremadrettet.

"Vi forventer, at resultaterne vil bane vej for en markedslancering i 2013. Yderligere nøgletal bliver præsenteret senere i år. Vi håber, at ledelsen vil være i stand til at præsentere mere konkret guidance i denne sammenhæng eftersom flere nøgletal vil vise, i hvor høj grad Lu AA21004 kan differentieres," skriver Frank Hørning Andersen i sit forskræp.

Markedet venter desuden på nyt om Lundbecks samarbejde med japanske Otsuka, efter den amerikanske lægemiddelstyrelse i slutningen af juli i første omgang afviste at godkende de to selskabers depotformulering af skizofrenimidlet Aripiprazol. Det skyldtes, at der er opdaget mangler hos en tredjeparts-leverandør af sterilt vand. Børshuset JPMorgan vurderer, at forsinkelsen kan blive seks til otte måneder.

Lundbeck er desuden ramt af usikkerhed, efter EU-Kommissionen i juli meddelte, at den mener, at Lundbeck har brudt konkurrencelovgivningen og forsøgt at blokere for kopikonkurrence til sit første generations antidepressiv, Cipramil. Lundbeck afviser at have gjort noget forkert, men risikerer en stor bøde, hvis det ikke lykkes at overbevise EU-kommissionen om sin uskyld.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også