Ældre diabetespille testes som middel mod kræfttyper

Den næste behandlingsmetode mod en lang række kræfttyper kan muligvis være en pille mod diabetes, som blev markedsført til diabetesbehandling første gang i 1958. Det skriver Bloomberg.
Medicinen, som går under det generiske navn metformin, er det mest almindelige middel mod lavt blodsukker i USA.
Metformin er en syntetisk version af en kemisk forbindelse, som findes i lægestregbælg-planten, og stoffet blev markedført i USA af Bristol-Myers Squibb, men det er for længst gået af patent. Netop nu bliver det testet som kræftbehandlingsmiddel i omkring 50 forskellige kliniske studier verden over, ifølge Bloomberg.
Forsøgene startede efter, at forskere opdagede at metformin kunne forhindre forekomsten af kræftsvulster i mus, samt at diabetikere som tog medicinen havde mindre risiko for at udvikle ondartede svulster end ved brug af andre typer diabetesmedicin.
Sikkert og billigt
Hvis de seneste forsøg med midlet er vellykkede, kan medicinen blive et vigtigt og billigt våben i kampen mod en række kræfttyper.
”Håbet er, at hvis det viser sig at være sikkert og effektivt, så er det et tilgængeligt og billigt middel. Det ville være fantastisk for patienter, hvis vi havde noget, som vi vidste virkede og var sikkert og billigt,” siger Chandini Portteus, som er vicepræsident i en amerikansk brystkræftforening, ifølge Bloomberg.
Foreningen har brugt omkring 10 mio. dollar på studier med metformin mod brystkræft.
Behov for yderligere forskning
Et andet sted, hvor forsøg med medicinen fylder meget, er The MD Anderson Cancer Center i Houston. Her bliver metformin undersøgt i ikke mindre end 8 forskellige kliniske studier.
”Det er sikkert og billigt,” siger Donghui Li, som er epidemiolog og professor ved centeret og tilføjer, at det reducerede risikoen og øgede mulighederne for overlevelse i kliniske studier, som hun foretog med patienter med kræft i bugspytkirtlen.
Studierne viste, at de patienter, som havde taget metformin, havde 60 pct. mindre risiko for at udvikle kræft i bugspytkirtlen. Men medicinen hjalp ikke patienter, hvor kræften allerede havde spredt sig til andre dele af kroppen, og derfor er yderligere forskning nødvendig for at fastslå virkningen af metformin i forskellige stadier af sygdommen, siger Donghui Li.
Lægemiddelforskningen har stor fokus på kræft
USA på vej til at godkende flere kræftlægemidler i 2012