Eli Lilly vil i ringen med Novo

En af Novo Nordisks største konkurrenter, amerikanske Eli Lilly, kaster nu handsken direkte foran den danske medicinalkoncern.
Foto: Eli lilly/PR
Foto: Eli lilly/PR
Af Ritzau Finans

Novo Nordisks salgssucces Victoza udfordres nu af det amerikanske medicinalselskab Eli Lilly og selskabets tilsvarende lægemiddel, GLP-1-analogen Dulaglutid. Et direkte sammenligningsstudie er under udformning. Data kommer i 2014.

"Vi går "head til head" mod Liraglutid og deres højeste dosis. Så vi er ret selvsikre," siger Eli Lillys øverste chef for diabetesforretning, Enrique Conterno, til Ritzau Finans.

Studiet blev offentliggjort mandag aften på et møde for analytikere og investorer i forbindelse med den amerikanske diabetesforening ADA's årskongres i Philadelphia. Her præsenterede ledende Lilly-medarbejdere selskabets sene pipeline af diabetesstoffer, blandt andre Dulaglutid.

Victoza-udfordreren skal tages en gang ugentligt mod Victozas én gang dagligt, og er så langt i de afsluttende kliniske studier, at de første data ventes om nogle måneder. I alt fire af fem fase 3-studier vil blive offentliggjort inden årets udgang. Når det sidste studie præsenteres i 2013, vil Lilly om alt går efter planen kunne søge om markedsføringstilladelse.

"Det bliver ikke det første GLP-1, der skal tages ugentligt, men vi mener, at det har potentiale til at blive det bedste, siger vice president og ansvarlig for forskning og udvikling til og med fase 2, siger Eli Lillys David Moller under et interview.

Eli Lilly har i forvejen stor erfaring med GLP-1-klassen fra sit samarbejde med Amylin og Alkermes om Victozas hidtil eneste rivaler i klassen, Byetta og Bydureon. Samtidig har amerikanerne revanche til gode. Eli Lilly scorede selvmål sidste år, da et sammenligningsstudie mellem Bydureon og Victoza stik mod forhåbningerne faldt ud til Victozas fordel.

Dulaglutid udmærker sig ifølge David Moller ved at vise god effekt og med få bivirkninger. Der er ifølge Lilly-direktøren relativt få tilfælde af kvalme og opkast, som er en kendt bivirkning ved lægemiddelklassen.

Nogle af Bydureons problemer, hvor patienter har dannet antistoffer mod medicinen og oplevet hududslæt ved injektionsstedet, har man ikke set. Endelig vil nålen og apparatet, det kommer i, blive patientvenligt, forsikrer David Moller. Om vægttabet, der normalt er forbundet med GLP-1-analoger, kan måle sig med Victozas er fortsat usikkert.

Ud over Dulaglutid kan Novo se frem til konkurrence fra Sanofi og selskabets danske partner Zealand Pharma, som ansøgte om europæisk markedsføringstilladelse for deres GLP-1-analog, Lyxumia, sidste år og venter at indsende registreringsansøgning i USA i fjerde kvartal. Også GlaxoSmithKline er meget langt i det afsluttende fase 3-studie med sit skud på mål, Albiglutid.

Alligevel er der formentlig god plads til Novos Victoza, vurderer analytiker i Sydbank, Søren Løntoft Hansen. Han ser lovende takter i Dulaglutid, men peger på, at Victoza har vist sig bedre til at kontrollere langtidsblodsukkeret end Bydureon og Albiglutide. Samtidig estimerer han, at GLP-1-markedet et stykke tid endnu vil fortsætte med at vokse 20-25 pct. om året. Væksten vil blive sikret af de mange nylanceringer samt et øget fokus fra læger og diabetikere på GLP-1-klassen.

"På den baggrund venter jeg, at Victoza vil holde en stærk markedsandel, som dog nok vil falde fra de nuværende ca. 60 pct. til 45-50 pct., siger Søren Løntoft Hansen.

 Johnson & Johnson vil have foden inden for diabetes 

 Victoza-konkurrent viser god effekt i langtidsstudie 

 Novos Victoza slår konkurrenterne af pinden 

 Novo drilles af amerikanske rivaler 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også