Novo Nordisk fastholder topform

Novo Nordisk skruer forventningerne en smule op efter et førstekvartalsregnskab, der overrasker analytikerne positivt på driften. Salget af Victoza og Novoseven skuffede dog stort - og det afføder kursfald fra morgenstunden. Ro på,  lyder budskabet fra Novo-direktør, der begrunder Victoza-fald med sæsonudsving. (opdateret kl. 10.00)
Foto: Novo Nordisk/PR
Foto: Novo Nordisk/PR
Af Ritzau Finans / Leonora Beck

Novo Nordisk præciserer forventningerne til 2012 i lokal valuta og i kroner efter at have gjort status for udviklingen i første kvartal. Der er tale om bitte små løft målt på udviklingen i lokal valuta og altså fraregnet valutakursudsving.

Målt i lokal valuta venter Novo nu en salgsvækst i intervallet 8-11 pct. mod tidligere 7-11 pct. Væksten i resultatet af primær drift ventes at lande på mindst 10 pct. mod tidligere omkring 10 pct.

Vækstforventningerne i danske kroner justeres til et plus på 12-15 pct. målt på toplinjen og et plus på mindst 16,5 pct. målt på driftsindtjeningen. Tidligere indikerede Novo Nordisk en stigning i driftsindtjeningen på omkring 17 pct. samt en toplinjevækst på 11-15 pct.

Læs også: Analytikere: Victoza-salg gør Novo-regnskab marginalt negativt

Forventningerne i danske kroner ligger nogenlunde på linje medanalytikerforventningerne.

I faktiske tal guider Novo ifølge Ritzau Finans' beregninger et resultat af primær drift i 2012 på mindst 26,1 mia. kr. mod et gennemsnitligt analytikerestimatet på 26,4 mia. kr., ifølge SME Direkt. Omsætningen guides i størrelsesordenen 74,3-76,3 mio. kr. mod ventet 75,4 mia. kr.

Overraskende kvartal

Regnskabet for første kvartal viser en overraskende udvikling i forhold til analytikerkorpsets forventninger. Men ses der på driften, ligger resultatet bedre end ventet. Til gengæld er nettoresultatet ikke helt på højde med forventningerne.

Resultatet af primær drift landede på 6385 mio. kr., mens analytikere, ifølge SME Direkt, havde "kun" sat næsen op efter et resultat på 6285 mio. kr. baseret på medianen af 18 estimater.

Nettooverskuddet blev 4664 mio. kr., omsætningen 17,8 mia. kr. og bruttomarginen 80,8 pct. Her havde analytikerne ventet en bundlinje på 4766 mio. kr., en omsætning på 17,9 mia. kr. og en bruttomargin på 81,5 pct.

Novoseven-salg skuffer fælt

Novo Nordisks salg af blødermidlet Novoseven skuffer fælt i første kvartal. Salg løb samlet op i 1909 mio. kr. hvilket svarer til et fald på 6 pct. i forhold til samme periode året før.

Analytikerne havde estimeret et salg af Novoseven på 2185 mio. kr. i kvartalet. Ses der på lokal valuta var der tale om et fald i salget på 8 pct.

"I Europa og Nordamerika afspejler salgsudviklingen primært et lavt niveau af operationer, der bliver behandlet med NovoSeven, skærpede budgetrestriktioner på hospitalerne, en lav forekomst af erhvervet hæmofili samt et øget antal inhibitorpatienter, der deltager i kliniske studier, forklarer Novo Nordisk.

Victoza-salg langt lavere end ventet

Salget i første kvartal af Novo Nordisks forholdsvis nye GLP-1 variant, Victoza, skuffer også analytikerne. Salget beløb sig til 1990 mio. kr. i kvartalet, og trods en stigning på 81 pct. er det langt under analytikerforventningen der lød på 2254 mio. kr.

Selv betegner Novo Nordisk det dog for "en solid salgsudvikling" og peger på at stigningen kommer fra alle regioner.

Det skuffende salg var dog forudset af enkelte analytikere. Bank of America - Merrill Lynchs påpegede inden regnskabet, at Victoz-salget i fjerde kvartal blev løftet ekstraordinært af en tilbageført hensættelse. Banken estimerede denne hensættelse blev værdisat til 250 mio. kr., og reguleret for dette viste investeringshusets model en omsætning for lægemidlet på 2 mia. kr. i første kvartal.

GLP-1-klassens værdimarkedsandel af det samlede marked for diabetesbehandling steg til 4,8 pct. i februar fra 3,4 pct. et år tidligere.

Udviklingen for Victoza og Novoseven er årsagen til, at aktien omkring kl. 10.00 falder 2-3 procent - et fald, der dog var et procentpoint højere kort efter børsåbning.


Novo Nordisks tilsyneladende svage salg af diabetes 2-medicinen Victoza i første kvartal skyldes hovedsageligt sæsonudsving og ekstraordinært svære sammenligningstal i fjerde kvartal. Den underliggende udvikling i salget er derimod ganske fin. Det vurderer koncernøkonomidirektør Jesper Brandgaard fredag på en telekonference.

"I en diabetesforretning vil man se sæsonudsving fra fjerde kvartal til første kvartal, delvist på grund af julesalg, delvist på baggrund af budgetmæssige restriktioner i kølvandet af årsafslutningen og ekstra salg i fjerde kvartal. Historisk har Novo trods årlige vækstrater på 10-12 pct. set et fald fra fjerde til første kvartal i størrelsesordenen 1-4 pct. Det giver ikke anledning til væsentlig bekymring. Den underliggende vækst på omkring 70 pct. er fin," vurderer han.

Flere produkter i pipelinen

Novo Nordisk har en række mindre pipelinenyheder i regnskabet for første kvartal, herunder et nyt fase 3-program med et bløderpræparat, men også et floppet studie med et leddegigtmiddel.

Et fase 2a-studie med leddegigtmidlet anti-NKG2D er ikke faldet ud, som selskabet havde håbet, og Novo Nordisk har derfor besluttet at standse udviklingen af præparatet inden for kronisk leddegigt.

Novos langtidsvirkende faktor VIII-præparatet, N8-GP, meldes at være gået i fase 3 til behandling af blødersygdommen type A-hæmofili i februar.

På diabetesområdet har Novo Nordisk afsluttet et fase 1 studie med en ny, mere hurtigtvirkende version af sin storsælgende hurtigtvirkende insulinanalog, Novolog, navngivet NN1218.

Novo-konkurrents diabetesmedicin afvist af FDA 

Diabetesmedicin ser ud til at bevare tilskud 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også