Leo Pharmas vækststrategi holder firmaet ude af Indien

Faren for at vokse for meget for hurtigt holder Leo Pharma ude af det indiske marked – indtil videre.
Foto: Torben Stroyer, Jyllands-Posten - Arkivfoto
Foto: Torben Stroyer, Jyllands-Posten - Arkivfoto
af KRESTEN MORTEN MUNKSGAARD

Selvom målet for Danmarks tredjestørste medicinalvirksomhed Leo Pharma er vækst og ekspansion, så skal det gøre i den rigtige fart, understreger selskabets administrerende direktør Gitte P. Aabo.

Derfor er Løven, som selskabet populært kaldes, endnu ikke gået ind på det store indiske marked endnu.

”Vi har meget nøje udvalgt de markeder, vi vil satse på i første omgang, så vi har ikke etableret os på alle markeder med det samme. Vi er for eksempel ikke gået ind på det store indiske marked, fordi vi vurderer, at vi er nødt til at tage vores vækstrejse i trin. Vi tager det i det tempo, vi kan overkomme med succes,” siger Gitte P. Aabo.

Vækststrategi forløber som ventet

LEO Pharmas strategi stammer tilbage fra 2009 og udsprang af et årti, hvor virksomheden havde konsolideret sig og trimmet virksomheden blandt andet ved frasalg af dele af selskabet, som ikke beskæftigede sig med produktion af lægemidler.

Strategien indebar blandt andet, at selskabet tilbagekøbte rettighederne til dets psoriasismidler i USA for 1 mia. dollar og i stedet etablerede egen salgsstyrke i landet. Den beslutning er Gitte P. Aabo godt tilfreds med to et halvt år efter.

”Hvis jeg ser overordnet på vores strategi, så er jeg meget tilfreds med den måde, det er forløbet på. Jeg er særlig glad for den måde, hele vores vækststrategi er blevet modtaget af vores medarbejdere. Det gælder i USA og i alle de andre lande, vi er til stede i,” siger direktøren.

Hun understreger det, hun selv betegner som ”fordelen ved at være fondsejet”, og påpeger, at det betyder, at LEO Pharma i højere grad end aktieselskaber kan tænke langsigtet i implementeringen af nye strategier.

Ikke akut behov

Derfor blev strategien om vækst heller ikke iværksat på grund at et akut behov, men for at leve op til virksomhedens målsætning om at være verdensførende inden for behandling af hudsygdomme.

”Det gælder også i Asien. Når vi er gået ind i Kina, så er det ikke alene, fordi vi har et mål om at forbedre vores resultater i 2012, men det er, fordi vi mener, det vil være det rigtige for Leo Pharma at være til stede på det kinesiske marked på den lange bane. Der er en række patienter i Kina, som har brug for bedre behandlingsmuligheder af deres hudsygdomme,” siger Gitte P. Aabo.

Opkøb del af strategi

Samtidig med tilbagekøbene af rettigheder på det amerikanske marked besluttede ledelsen i Leo Pharma også at øge investeringerne i selskabets egen forskning og udvikling af nye lægemidler, og endelig er en målsætning om opkøb og samarbejdsaftaler også en del af pakken.

Det resulterede blandt andet i opkøbet af australske Peplin i 2009, hvor selskabets netop FDA-godkendte middel Picato stammer fra, og en samarbejdsaftale med Virobay, som blev indgået tidligere på året.

Men legen stopper ikke her fortælller Gitte P. Aabo, og hun er åben for nye opkøbs- og samarbejdsmuligheder

”Peplin og Virobay er to eksempler, men vi vil gerne lave flere. Vi har den fordel, at vi er velkonsoliderede og derfor har de fornødne finansielle kræfter til at gå ud og foretage flere handler,” siger Gitte P. Aabo.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også