Milliardforlig i hoftesag kan blive endnu større

Johnson & Johnson bekræfter nu, at man vil betale en samlet erstatning på omkring 13 mia. kr. til 8.000 patienter i den langtrukne sag om fejlbehæftede hofteimplantater. Men erstatningen kan vokse forbi de tidligere rygtede 22 mia. kr.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Selskabet DePuy Orthopedics har nu indgået forlig med ikke mindre end 8.000 amerikanske patienter i en langtrukken sag om selskabets såkaldte ASR-hofteimplantater. Det bekræfter moderselskabet Johnson & Johnson i en pressemeddelelse.

Life science-koncernen måtte i 2010 trække mere end 90.000 metal-mod-metal hofteimplantater fra markedet, da det viste sig, at implantatet efter nogle år udskilte små metalsplinter, når de to metaldele gned mod hinanden. Metalsplinterne skadede i visse tilfælde både muskler og væv og kunne samtidig give andre langtidsskader hos patienterne.

Johnson & Johnson er derfor gået med til at betale 250.000 dollar til hver af de 8.000 sagsøgere, hvilket bringer den samlede erstatning op på ca. 2,5 mia. dollar, eller 13 mia. kroner – penge som J&J allerede har sat til side.

For en uges tid siden berettede erhvervsmediet Bloomberg at en forligsaftale var i støbeskeen, og der blev på det tidspunkt nævnt et samlet beløb på hele 22 mia. kroner.

 Medie: J&J betaler 22 mia. kr. i hofteforlig 

Og det kan stadig godt gå hen og blive tilfældet, skriver Bloomberg i forbindelse med dagens udmelding.

Kan vokse med milliarder

Erstatningen fra J&J gælder for amerikanske patienter, som har fået indopereret en ASR-hofte og fået den fjernet igen inden d. 31. august i år, og samtidig har haft hofteimplantatet i mindst 180 dage.

Men forliget forhindrer ikke patienter, hvis hofteimplantater viser sig fejlbehæftede på et senere tidspunkt, fra at søge kompensation i fremtiden. Og samtidig kan grunderstatningen på 250.000 dollar per patient øges, hvis patienterne kan bevise, at de er blevet påført ”ualmindelige skader” fra udstyret.

Dermed kan erstatningsbetalingen altså vokse til mere end de tidligere rygtede 22 mia. kroner, skriver mediet.

Læs Bloombergs dækning af sagen her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også