Hvem kan overtage styringen i FDA?

Der går ikke mange år inden direktøren for FDAs Center for Drug Evaluation & Research, Janet Woodcock, går på pension. Men spørgsmålet er, hvem der er i stand til at overtage styringen af de amerikanske lægemiddelmyndigheders allervigtigste funktioner.

Chefen for FDAs medicinalafdeling, Janet Woodcock, er blevet 65 og forventes derfor at gå på pension indenfor en overskuelig årrække, og det kan godt give problemer i den amerikanske lægemiddelstyrelse, skriver erhvervsmediet Reuters. Den vrimler nemlig ikke ligefrem med kvalificerede afløsere for den respekterede direktør.

I løbet af sine 20 år i FDA har Janet Wodcock været med til at ændre og lette hele ansøgnings- og godkendelsesprocessen for nye lægemidler, og det skifte er ikke faldet i lige god jord alle steder i agenturet.

”Folk, som havde været der i lang tid, havde et mere gammeldags syn på tingene og mente, at vores job, når vi modtog ansøgninger på nye lægemidler, bare var at kigge på effekt og sikkerhed og være meget kritiske,” siger Robert Meyer, en tidligere FDA-ansat, som forlod agenturet til fordel for medicinalselskabet Merck & Co til Reuters. Han tilføjer:

”Jeg har aldrig hørt Janet sige noget om, at vi skulle være mindre kritiske, men der var lidt en filosofisk ændring, og jeg tror, at hun var forud for sin tid på det punkt.”

Et krævende job

Janet Woodcock beskrives som en viljestærk og arbejdsom, men også egenrådig, kvinde. Det betyder også, at det kan være svært at pege på en åbenlys, kvalificeret afløser for direktøren.

”Tanken om at bringe en person ind, som kan overtage fra Janet Woodcock i den nærmeste fremtid er den ultimative absurditet,” siger en anden tidligere ansat til mediet.

Janet Woodcock har da heller ikke ligefrem selv kørt nogen i stilling til jobbet, skriver Reuters, og en del af forklaringen ligger i den uafhængighed en FDA-direktør skal have.

”Vi får folk ind, som er lige ved at tage ringen, de står foran præsten, men så går det op for dem, hvad de er nødt til at vælge fra,” har Woodcock tidligere sagt i et interview med henvisning til ansættelsesprocessen i agenturet.

FDA-ansatte må vinke farvel til alle aktier og investeringer, da man sidder med yderst følsomme markedsoplysninger i hverdagen. Samtidig er lønnen meget lavere, end den er i private selskaber.

Læs hele artiklen fra Reuters om FDA-direktøren og hendes mulige afløser her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også