Lilly fastfryser lønninger og nedsætter bonusser

Medicinalindustrien er presset af patentudløb på vigtige produkter i disse år, og det får flere og flere store selskaber til at finde sparekniven frem. I den amerikanske storkoncern Eli Lilly betyder det nu, at man fastfryser alle lønninger i selskabet for indeværende år. Det fremgår af en artikel fra Bloomberg.
Fastfrysningen af lønningerne gælder for både direktører, mellemledere og andre medarbejdere, og samtidig vil Eli Lilly nedsætte en række bonusser. Tiltaget vil spare virksomheden 400 mio. dollar frem mod 2016, forklarer talsmand Ed Sagebiel til mediet. Ifølge tal fra Bloomberg var der i 2012 38.350 ansatte i koncernen.
”Denne beslutning er nødvendig for at kunne stå imod effekten af fremtidige patentudløb, og for at støtte lanceringen af produkter fra vores omfattende fase 3-pipeline,” skriver selskabets CEO, John Lechleiter i en intern skrivelse til medarbejderne, som Bloomberg har fået adgang til. Direktøren selv har ikke fået en lønforhøjelse siden 2010, oplyser mediet.
Eli Lilly aflægger regnskab for årets andet kvartal d. 24. juli.
Læs nyheden fra Bloomberg her.