30 GSK-medarbejdere i husarrest i Kina
En længerevarende sag om korruption i Kina har nu ført til, at hele 30 medarbejdere fra medicinalgiganten GlaxoSmithKline er blevet placeret under husarrest og konstant overvågning. Det skriver den engelske avis The Telegraph.
GSK-medarbejderne har igennem længere tid været under mistanke for bl.a. bestikkelse og skattesvig i Kina. Og i går meddelte den kinesiske regering så, at de pågældende personer havde indrømmet deres skyld i en indledende afhøring.
Læs også: Kina: GSK indrømmer bestikkelse og skattefusk
Ifølge avisen er sagen eskaleret, efter Meng Jianzhu - en magtfuld politiker, som bl.a. står i spidsen for landets retsvæsen – personligt er gået ind i sagen og har beordret en gennemgribende undersøgelse af GSK's aktiviteter i landet.
Det har altså ført til, at 30 ansatte, heriblandt fem eller seks højtstående medarbejdere, er blevet sat i husarrest og overvåges døgnets 24 timer, fortæller en unavngiven kilde til avisen.
Forsvarsløse
Blandt de 30 medarbejdere er også firmaets juridisk ansvarlige i landet, som dermed ikke kan komme i kontakt med GSK-ledelsen.
”De har ingen mulighed for at forsvare sig selv,” forklarer den unavngivne kilde.
Koncernen havde i går indkaldt til et ekstraordinært krisemøde i forbindelse med sagen, ligesom man har hyret et af Beijings førende advokatfirmaer, Jun He, til at føre sagen for sig.
Sagen mod GSK startede efter en intern whistleblower kom med beskyldninger mod selskabet. The Telegraph mener at vide, at man internt i selskabet mistænkte den tidligere Head of Government Affairs i landet, Vivian Shi, for at stå bag beskyldningerne.
Hun har efter sigende indgående forbindelser til kinesiske regeringsorganer og embedsmænd, og siden hun forlod GSK i december sidste år har sagen for alvor taget fart. Hun benægter dog alle beskyldninger.
Læs artiklen fra The Telegraph her.