"Medicare for alle" rammer amerikanske sygekasser

Et nyt politisk forslag i USA vil erstatte langt de fleste eksisterende private sygeforsikringer, men på trods af opbakning er der næppe udsigt til, at det bliver til lov lige foreløbigt.
Nancy Pelosi er Demokraternes leder i Repræsentanternes Hus, hvor en progressiv gruppe af partiet har fremlagt et kontroversielt forslag. | Foto: Ritzau Scanpix/AP Photo/Jacquelyn Martin
Nancy Pelosi er Demokraternes leder i Repræsentanternes Hus, hvor en progressiv gruppe af partiet har fremlagt et kontroversielt forslag. | Foto: Ritzau Scanpix/AP Photo/Jacquelyn Martin
AF Ritzau Finans

De amerikanske sygekasser falder over en kam onsdag, da et nyt politisk forslag lægger op til at erstatte langt de fleste eksisterende private sygeforsikringer. Uanset, om der næppe er udsigt til, at det bliver til lov lige foreløbigt.

Det skriver Bloomberg News.

Tirsdag aften foreslog Pramila Jayapal, som er leder af en progressiv gruppe af Demokrater i Repræsentanternes Hus, at alle amerikanere, ikke bare dem over 65 år, skal indlemmes i sygesikringen Medicare, som er den offentlige sygesikring forbeholdt ældre og særligt udsatte, inden for to år.

Hvis det bliver til virkelighed, vil det være en stor omvæltning af den eksisterende måde, hvorpå flertallet af amerikaneres sundhedsbehov dækkes, da de fleste ydelser vil være dækket af det offentlige program, mens private udbydere vil være begrænset til at kunne sælge supplerende ydelser.

Ifølge Bloomberg News vinder forslaget gehør ikke bare i den "liberale" og "progressive" del af partiet, men også blandt mange af Demokraternes præsidentkandidater.

"Tilstanden i vores sundhedssystem er absolut forfærdelig. Amerikanere dør bogstaveligt talt, fordi de ikke har råd til insulin, eller fordi de ikke kan få den kræftbehandling, de har behov for. Amerikanerne er ved at gå konkurs," sagde Jayapal på en pressekonference.

Forslaget har flere end 100 medsponsorer i Huset.

"Dette har ikke en chance for at blive til virkelighed i nogen nær fremtid. Men støjfaktoren er der, og du kan regne med, at mange demokratiske kandidater vil hoppe ombord og tale for det i debatterne, som starter til juni," vurderer Brian Rye fra Bloomberg Intelligence.

I USA er der en voksende skare af kandidater i den demokratiske lejr til præsidentembeddet i USA, og en stor del af dem hører til den progressive fløj.

Tirsdag var der også en høring i Senatet om medicinalpriserne i USA, hvor flere farmaproducenter pegede på, at sygekasserne og medicinindkøberne, "pharmacy benefit managers" høster de rabatter, som medicinalselskaberne yder.

Sanofi afviser amerikansk prioriteringsinstitut

"Medicinproducenter opfører sig som om patienter og skatteydere er ulåste hævemaskiner fyldt med penge" 

Medicinalchefer forsvarer prissætning under høring i USA 

Analytiker: Høring om medicinpriser kan få konsekvenser for branchen 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også