Investorer modsatte sig Visiopharms svenske børsnotering – nu kigger selskabet mod børsen i Danmark

Drømmen om en børsnotering i Danmark lever i bedste velgående hos det danske billeddiagnostiske selskab Visiopharm, der i 2018 var et mulehår fra at lade sig notere i Stockholm. Men nye investorer med 100 mio. kr. i baghånden ville det anderledes – de ville på børsen i København, og det vil de stadigvæk.
Foto: Visopharm
Foto: Visopharm

Så tæt på og alligevel så langt fra.

Den danske diagnostik- og softwarevirksomhed Visiopharm var i sommeren 2018 millimeter fra at gå på børsen i den svenske hovedstad Stockholm med målet om at rejse millioner til at finansiere vækst i selskabet.

Men i 11. time meldte en række danske investorer sig på banen med 100 mio. kr. og krav om ikke at gå over Sundet.

Skulle Visiopharm figurere på kurslister, skulle det være på listerne hos den danske Nasdaq-børs i København, lød formaningen.

Det mente investorerne dengang, og det mener de i særdeleshed stadig.

"Der er stærkt ønske fra især de nye aktionærer om at gå på børsen i København. Det er stadig en diskussion, som lever i bedste velgående i aktionærkredsen. Helt bestemt," siger medstifter og adm. direktør i Visiopharm, Michael Grunkin, til MedWatch.

De friske 100 mio. kr., som i august 2018 lagde de svenske børsplanerne i graven, kom fra ATP, som skød 45 mio. kr. i kassen, og Vækstfonden, som kom med 20 mio. kr., mens C.L. Davids Fond og den eksisterende investor Northcap Venture hver bidrog med 15 mio. kr.

Dermed blev ejerskabet af Visiopharm, der udvikler og sælger software til billedanalyse af celler til brug i kræftdiagnostik, holdt i Danmark, ligesom ambitionen om en notering i København blev fostret … og som inden længe kan blive en realitet.

"Især fra de nye aktionærers side af var der jo dengang i sommeren 2018 tale om noget, der bedst kunne ligne en regulær intervention imod en svensk børsnotering," siger Michael Grunkin.

Mens de svenske børser de senere år har gennemført adskillige børsnoteringer af medicinal-, biotek- og medicovirksomheder, har Danmark siden 2010 kun har haft fire: Orphazyme, Virogates, Zealand Pharma og senest Fluoguide.

Til listen bejler Visiopharm nu.

"Hvis jeg siger, at det indenfor en overskuelig årrække bliver aktuelt med en børsnotering i København, så har jeg ikke sagt for meget," uddyber Michael Grunkin, der har den tidligere Vaccibody-topchef Martin Bonde siddende som bestyrelsesmedlem.

Forventer vækst i 2020

Visiopharm havde i regnskabsåret 2018/2019 en omsætning på 88 mio. kr. og et overskud på 21,7 mio. kr. svarende til en vækst på 281 pct. i forhold til året inden, hvor resultatet endte i et minus på 11,9 mio. kr.

Selskabets software sælges indtil nu kun i Norden og i England, men de 100 mio. kr. er blevet - og bliver - stadig brugt til at udbrede Visiopharms software verden over.

"Da vi i sin tid rejste de 100 mio. kr., var et af hovedformålene jo at bygge direkte salgskanaler. Det er dyrt, tager lang tid og er risikofyldt at gøre, men jeg synes, vi har haft stort held med det. Vi har stor lokal succes med at få salg op at køre i de forskellige markeder," siger Michael Grunkin.

Visiopharm er midt i en overgang fra traditionelt licenssalg til en abonnementsdrevet forretningsmodel. Det betyder ifølge Michael Grunkin, at den samlede ordreværdi i år formodentlig bliver lidt lavere end den samlede ordreværdi ville være blevet ved enlige licenser.

Ser stort forretningspotentiale

At vokse kontinuerligt kræver til at begynde med flere penge til udvikling af både softwaren og til at eksekvere på kommercialiseringsstrategien.

De kunne passende komme fra børsnoteringen, men præcist hvornår, man planlægger at ringe med børsklokken og hvor mange penge, Visiopharm drømmer om at rejse, vil Michael Grunkin ikke oplyse.

"Det, tror jeg, vil være uklogt af mig at udtale mig om – netop fordi det jo er en diskussion, som lige nu er i gang i aktionærkredsen," siger Michael Grunkin.

Hos Vækstfonden, der som nævnt skød 20 af de 100 mio. kr. i selskabet i 2018, bekræfter man børsinteressen.

I en mail til MedWatch kalder Ole Hauskov, der er investeringschef i Vækstfonden, Visiopharm for en "spændende virksomhed med et stærkt team og banebrydende teknologi".

"De har siden vores investering fulgt den planlagte vækstplan. Vi mener, de har et stort forretningspotentiale, og her har en potentiel børsnotering i Danmark hele tiden været en mulighed som en del af vækstrejsen. Vi ser frem til at følge med i selskabets udvikling," skriver Ole Hauskov.

MedWatch har spurgt Claus Berner Møller fra ATP om en kommentar, men han ønsker ikke at udtale sig. Som investor og bestyrelsesmedlem i Visiopharm vil det være upassende, lyder begrundelsen.

Øget konkurrece

Visiopharm er efter eget udsagn blandt de førende indenfor digitale teknologiløsninger til billeddiagnostik og har med ambitioner om at flytte traditionel vævsdiagnostik over mod præcisionspatologi potentiale til at differentiere sig og udbygge førerpositionen yderligere.

Ikke desto mindre er konkurrencen på området tiltagende.

På det seneste er en række amerikanske kunstig-intelligens-virksomheder kommet på markedet, hvor de har rejst betydelige pengesummer. Det gælder blandt andre firmaerne PathAI og PageAI, der gik på markedet med mere end 0,5 mia. kr i baglommen.

Begge vil formodentlig inden længe stå klar med både forskningsalgoritmer, diagnostiske algoritmer og companion diagnostics-algoritmer lig dem, Visiopharm tilbyder.

Også af den grund kan blive behov for at rejse kapital allerede inden for en kort tidshorisont – og så før en eventuel børsnotering.

"Vi har jo hvert år nogle strategiseminarer med bestyrelsen, hvor vi selvfølgelig skal tage stilling til verdenssituationen, som den er nu," siger Michael Grunkin på spørgsmålet om, hvorvidt Visiopharm er på pengejagt her og nu.

"Det, jeg kan sige lige nu, er, at ja, 100 mio. kr. lyder som et stort beløb, men når konkurrenterne rejser det 5-dobbelte, så må man jo tage bestik af den situation og spørge os selv, hvad vi mener, vil være vores passende modsvar til det," siger Michael Grunkin.

Dako-ejer skal gøre dansk patologiselskab til global spiller

Visiopharm hæver salget 56 pct. efter droppet svensk børsnotering

 Visiopharm får 2,2 mio. kr. af den britiske regering til test af udstyr i landets sundhedsvæsen 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også