Analytiker: Ny direktør skal trimme Widex globalt

Det giver rigtig god mening for den danske høreapparatproducent Widex at sige farvel til omkring hver 10. medarbejder i Danmark som et led i en "nødvendig" oprydning i selskabet.
Det vurderer Morten Imsgard, der følger høreapparatsektoren som aktieanalytiker hos Sydbank.
"Der skal ryddes lidt op i butikken. Kigger man på de seneste regnskaber, er det gået tilbage på indtjeningen, og Widex befinder sig i en meget intens industri, hvor både produkterne og forretnings-setup'et skal følge med, hvis man skal overleve. Her har Widex måske forsømt lidt på sidstnævnte," siger Morten Imsgard til Ritzau Finans.
Over de seneste år er konkurrencen i høreapparatsektoren taget til, og samtidig har Widex vokset sig så stort rent internationalt, at der har skullet nye kræfter til for at styre selskabet i den rigtige retning.
Klare i mælet
Blandt andet derfor hentede Widex i august den tidligere direktør for NKT-selskabet Nilfisk-Advance ind som ny direktør. Og det bliver hans opgave at styre den danske høreapparatproducent i den rigtige retning.
"Den nye direktør skal sørge for at trimme Widex til også at være et globalt selskab, og her er det også naturligt at se på, hvor man kan spare penge. Familien (ejerfamilien, red.) har været ret klare i mælet om, at Widex er blevet så stort og globalt, at det har været nødvendigt med en ekstern mand i spidsen, der har erfaring med at lede et selskab internationalt. Og det har Jørgen Jensen," siger Morten Imsgard.
Widex meddelte mandag, at selskabet skal fyre 85 medarbejdere i Danmark som led i effektiviseringerne. Meldingerne kommer omkring 14 dage efter, at selskabet over for Berlingske Business første gang fortalte om planerne for at flytte dele af produktionen til Estland.
Widex påbegynder danske fyringer
”Alle tiltag, vi gør, gør vi jo for at være på A-holdet”
Relaterede artikler:
Widex påbegynder danske fyringer
For abonnenter
”Alle tiltag, vi gør, gør vi jo for at være på A-holdet”
For abonnenter