Widex-familie slipper tøjlerne

Der skal nye ledelseskræfter til i Widex, efter at høreapparatkoncernen gennem de sidste mange år har vokset ejerfamilien over hovedet. Derfor skal Jørgen Jensen, som er hentet fra en stilling som topchef i industrivirksomheden Nilfisk-Advance, tage roret fremover.
Det skriver dagbladet Børsen. Hovedaktionærerne Jan Tøpholm og brødrene Søren og Anders Westermann har hidtil siddet i spidsen af virksomheden, og de er alle sønner af virksomhedens stiftere.
Globale udfordringer
Siden 2000 har Widex tredoblet sin omsætning til 3 mia. kr., men processen med globaliseringen er der ikke taget godt nok hånd om, lyder det.
"Vi må nok sige, at vi ikke har styret tæt nok på datterselskaberne og ikke integreret dem godt nok. En effektivisering af datterselskaberne står højt på dagsordenen, så vi får pillet backoffice-funktioner ud, så de bliver rene salgsorganisationer," siger Jan Tøpholm, som er medejer og adm. direktør - indtil Jørgen Jensen overtager ved udgangen af 2013.
Jørgen Jensen har i de seneste ti år beskæftiget sig med omlægning af processer, flytning af produktion og udvikling af internationale selskaber. De kompetencer har gjort ham attraktiv som kandidat til topposten.
Jørgen Jensen har været ansat i Nilfisk-Advance siden 1998 - først som direktionsassistent og fra 2000 som direktør med ansvar for udvikling, produktion og logistik. I 2005 blev han adm. direktør for Nilfisk-koncernen.
Flere vækst-barrierer for høreapparat-koncerner
Branche: Kasse- og silotænkning på høreområde
Relaterede artikler:
Flere vækst-barrierer for høreapparat-koncerner
For abonnenter