Sydbank: Forsinkelse skaber tvivl om ALK's 2014-sæson

FDA's udskydelse af et møde i en ekspertkomité vedrørende ALK's græsallergivaccine Grazax skaber usikkerhed.
Af Ritzau Finans

ALK-Abellós forsinkelse i USA gør det endnu mere tvivlsomt, om partneren Merck vil kunne nå at lancere den tabletbaserede græsallergivaccine Grazax i tide til pollensæsonen 2014.

Patienterne indleder typisk behandlingen i fjerde eller første kvartal, da behandlingen for at virke skal tages forebyggende inden pollensæsonen, og forsinkelsen betyder, at det bliver snært, vurderer analytiker i Sydbank Søren Løntoft Hansen.

Den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, har med henvisning til nedlukningen af dele af det amerikanske statsapparat valgt at udskyde et møde i en ekspertkomité planlagt til den 6. november, hvor eksperterne skulle behandle registreringsansøgningen for græsallergivaccinen.

Kan tage måneder

Der er dog ikke oplyst en ny dato for mødet, hvilket også gør det svært at vurdere, hvad det i givet fald betyder for Mercks lanceringsplan.

"Nu må vi se, hvor langt tid det her tager. Det kan tager uger, og i værste fald måneder. Men det her kan muligvis forsinke dem på det amerikanske marked," konstaterer Søren Løntoft Hansen.

Han peger dog på, at det hele tiden har været behæftet med usikkerhed, om ALK-Abelló og Merck kunne nå at lancere i tide til pollensæsonen 2014.

Konkurrent nok også forsinket

Til gengæld venter Søren Løntoft Hansen ikke, at det betyder noget for konkurrencesituationen. ALK's franske konkurrent Stallergenes skulle have registreringsansøgningen for sit tilsvarende produkt Oralair behandlet på et ekspertmøde dagen før ALK Og Merck, og det må antages, at også dette møde er udskudt.

"Så konkurrencemæssigt har det ikke noget at sige," konstaterer Søren Løntoft Hansen.

Aktien i ALK lukkede fredag 2,3 pct. lavere i 509 kr. Faldet satte ind efter meddelelsen fra ALK om forsinkelsen. Kort før offentliggørelsen lå aktien i 521 kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også