Mød lægen via ny video-app

En ny video-app tilbyder patienter videokonsultation med læger fra Aleris-Hamlet. Den skal ses som et supplement til de eksisterende tilbud.

En ny app gør det nu muligt at få øjenkontakt med en læge, uanset hvor i landet eller verden man er.

For en uges tid siden gik den nye app Aleris-Hamlet Videodoktor nemlig i luften. Det er en app, hvor patienterne via få touch kan få videokontakt med en læge, uanset hvor patienten befinder sig.

Udvikleren af Videodoktor er iværksætter og speciallæge i Almen Medicin, Imran Rashid. Projektet er ikke nyt, men det er først nu, det bliver forbundet til en app, mens rettighederne er blevet solgt til Aleris-Hamlet.

"Det er et tilbud, som kan kaldes videobaseret lægefaglighed on demand. Man kan for eksempel bruge det, når man er ude at rejse, hvis man er udstationeret, eller hvis man i det hele taget bare er langt fra en læge," siger Imran Rashid til MedWatch. Han er samtidig vagtchef ved Videodoktor.

Mange muligheder

Der kommer til at være i alt 40 læger tilknyttet til systemet. Lægerne har mulighed for at arbejde fra klinikken, hjemmet eller andre steder, det kræver kun en computer med webcam, internet og et banner, der kan rulles op som baggrund.

I september måned vil konsultationerne være gratis, men derefter vil prisen ligge på 600 kr. pr. konsultation. På sigt håber man at kunne tilbyde forsikringsbaserede tilbud til patienterne, der skal se appen som et supplement til deres egen læge og øvrige muligheder.

"Det er ikke en lægevagts- eller rejselægeordning. Det er en løsning, hvor almenmedicinsk speciallægekundskab bliver stillet til rådighed for den, der har et behov. Det kan være et akut behov, det kan være til en second opinion eller en sundhedsfaglig sparring. Der er mange muligheder," siger Imran Rashid.

Putter lægen i lommen

Modsat akuttelefonen i Region Hovedstaden ønsker Imran Rashid ikke at give nogle garantier for ventetiden. I første omgang handler det om at få systemet i gang og få patienterne til at interessere sig for det.

”Mulighederne er ubegrænsede, men det afgørende er, at vi nu for første gang putter lægen i lommen på patienten, hvor man kan møde lægen ansigt til ansigt med et klik," siger han.

Foruden videokonsultation vil der på Aleris-Hamlet Søborg være en lokalitet, hvor patienterne fysisk har mulighed for at blive tilset af en læge.

Videodoktors åbningstider vil i hverdagen ligge fra kl. 16-22, mens de i weekenderne er kl. 9-17.

 Dansk pilotprojekt tester videodoktor

 Kvinder overvælder iværksætter-læge 

 App skal gøre busrejser blinde-venlige

 Nu kan din telefon fortælle dig, om du er stresset 

 Ny app skal hjælpe plejepersonale 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også