Kvinder overvælder iværksætter-læge

”På et tidspunkt var vi oppe på 10-15 kvinder i minuttet, der downloadede den.”
Sådan lyder det begejstret fra Imran Rashid, praktiserende læge i Kastrup, som sammen med en kollega står bag en allerede flittigt brugt p-pille-app. Selvom den kun har været tilgængelig i Apples App-store i ti dage, har 15.800 danske kvinder allerede besluttet sig for at downloade betaudgaven og oprette en bruger for bedre at kunne huske at tage p-pillen.
”Jeg havde spurgt 15-20 af mine kvindelige patienter, om de havde lyst til at teste den af. Men da vi smed en Facebook-reklame for 100 kr. på, eksploderede det fuldstændig sindssygt,” fortæller Imran Rashid og tilføjer: ”Vi blev blæst bagover.”
Appen, der hedder ’Min P-pille’, skal afhjælpe det compliance-problem, som samfundet i dag står overfor. 52 pct. glemmer minimum en p-pille om måneden, mens 14 pct. glemmer to eller flere om måneden ifølge lægen. Appen kan ganske enkelt minde kvinderne om, at de skal tage tabletten. Når kvinden står foran toiletbordet og prikker en pille ud af pakningen, lader hun fingeren glide over glasset på smartphonen – og hvis ikke hun gør det, dukker en påmindelse op, når der er gået 24 timer fra, at hun sidst har taget en pille.
”Vi får adgang til sundhedsvæsenets sorte boks. Det sted, som ingen andre har adgang til, nemlig når patienten forlader apoteket med medicinen. Der stopper al informationsflow. Det er blandt andet derfor, compliance er så dårlig,” siger Imran Rashid.
Patienter tager ikke pillerne
Det er langt fra kun kvinder på p-piller, der ikke tager præparatet, som de skal. Mange patienter glemmer ganske enkelt at tage medicinen eller har ikke viljen til det, og det udgør et omfattende problem for samfundet i dag.
Imran Rashid har sammen med en kollega i firmaet Contracept.io lavet en platform for den type apps, som kan overføres på andre typer af patienter.
”Nu starter vi med prævention, fordi det er raske mennesker, en gennemprøvet medicin, og det er med en gruppe, der bruger smartphones i høj grad. Men vi har allerede de næste tre-fire systemer liggende klar til at køre ud inden for nogle af de lidt tungere patientgrupper,” siger han og uddyber, at diabetes, KOL, hypertension, hyperkolestorolæmi er de mest oplagte patientgrupper i første omgang.
Penge i sundheds-apps
Imran Rashid understreger, at det ikke er for pengenes skyld, at visionerne med app-platformen er så store. De kommer sekundært, hvor tilfredsstillelsen med at hjælpe til at løse et problem, som han har været frustreret over som praktiserende læge, vejer tungest. Til gengæld peger han på det økonomiske potentiale for medicinalindustrien.
”Vi er allerede blevet kontaktet af flere medicinalfirmaer, som gerne vil have os til at lave noget compliance. Der ligger et milliardpotentiale for medicinalindustrien i at kunne være med til at udvikle nogle løsninger, som bare kan rykke medicinindtaget på en fornuftig smart måde med blot få procent.”
Selvom en lang række medicinalselskaber selv har udviklet apps, ser Imran Rashid ingen konkurrence-trussel.
”Jeg kan sådan set bare som praktiserende læge kigge på, hvad der findes af sundhedsapps i dag, og kan konstatere, at der er ikke noget af det, jeg har set, som rammer inden for målskiven i forhold til potentialet inden for compliance-delen.”
På vej til it-mekkaet
På søndag letter lægen fra dansk luftrum og flyver til tech-højborgen Silicon Valley, hvor han i første omgang vil føle på mulighederne.
”Vi vil gerne have en fornemmelse for, hvor hot det, vi har, er. Indikation af, hvor stærk en case, vi skal bygge op i Danmark for at være interessante for venturefolk i USA.”
I 2014 står der i USA skrevet Obamacare med fede typer over hele sundhedssystemet, peger app-iværksætteren på. Forsikringsselskaberne bliver tvunget til at tage patienter ind med en større helbredsrisiko, og de vil højst sandsynligt være interesserede i løsninger, som kan holde folk på medicinen for at undgå de store udgifter ved eksempelvis indlæggelser.
”Den makrotrend vil vi prøve og se, om vi kan positionere os i forhold til. Der ruller en kæmpe tsunami over det amerikanske sundhedsvæsen, og vi vil lancere os som dem, der har fundet et surfboard, som kan invitere folk med om bord.”
Medicinverden med data
Med P-pille-appen strømmer informationen om kvindernes brug af præventionsmidlet ind på Imran Rashids skærm. De data kan bruges til at få forståelse for compliance-problemet. Han kan i dag massekommunikere og eksempelvis som læge skrive en besked til de brugere, der har et problem med at tage medicinen rettidigt.
Det er ifølge Imran Rashid en forløber for prevasive medicine - eller usynlig monitorering, hvor man som metrotogenes kontroltårn ikke selv behøver at være tilstede hele tiden, men hvor systemerne kan give nogle informationer, så der kun skal gribes ind og hjælpe folk, hvis de har brug for det.
”Lige så snart, man har sat tingene i system og digitaliseret kommunikationskanalerne, kan man automatisere og effektivisere og få nogle nyttige data frem.”

Foto: Paw Kjærgaard Dethlefsen og Imran Rashid fra Contracept.io
App skal hjælpe unge diabetikere
Industrien vil tættere på strategi for telemedicin