Kræftgen måske årsag til medicin-resistens

En gruppe amerikanske forskere har opdaget et gen, som kan være medvirkende til, at kræftceller udvikler resistens over for medicin. Opdagelsen kan føre til nye behandlinger i kampen mod medicinresistente kræftceller, mener forskerne.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Medicin-resistens er et udbredt problem, når det gælder en del typer metastatisk kræft, og det kan føre til, at kemoterapi-behandling ikke virker, samt medføre alvorlige tilbagefald og sågar dødsfald.

Men nu skriver Science Daily, at forskere fra University of Iowa og Brigham Young University har identificeret et gen, som kan være skyld i, at visse kræftceller udvikler resistens over for den medicin, som skal bekæmpe sygdommen.

Det fremgår af resultater fra et klinisk studie, som netop er blevet offentliggjort i tidsskriftet Cancer Cell.

Til at starte med fokuserede forskerholdet på at identificere gener, som havde en forbindelse til udviklingen af medicin-resistens i knoglemarvskræfttypen myelomatose. Herigennem fandt man frem til et gen kaldet NEK2, som viste sig at være tæt forbundet med medicin-resistens, hurtigere spredning af kræftsygdommen og dårligere chancer for overlevelse.

Påvirker alle kræfttyper

Forskerne undersøgte herefter også genets indvirkning på en række andre kræfttyper, såsom bryst-, lunge- og blærekræft, og resultatet var hver gang det samme.

”I alle tilfældene var en forøgelse af NEK2-genet forbundet med en hurtigere død for patienten. Så opdagelsen er ikke begrænset til myelomatose; vi så det simpelthen i hver eneste slags kræft, vi undersøgte,” siger en af forskerne, Guido Tricot fra University of Iowa, ifølge Science Daily.

Forskerholdet arbejder nu på at udvikle kemiske forbindelser, som kan hæmme genet, i et håb om at bekæmpe medicin-resistente kræftceller. Og selv om et regulært lægemiddel ikke er lige på trapperne, så mener Guido Tricot, at opdagelsen kan bruges i klinisk sammenhæng inden for en overskuelig årrække.

 Professor: "Vi har høstet de lavthængende frugter"

 Kræftramte lever længere af ny behandling med gammel medicin 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også