Kræftramte lever længere af ny behandling med gammel medicin

I et nyt forsøg på patienter med tilbagevendende tarmkræft har Roche fastholdt det biologiske lægemiddel i behandlingen, og det giver en positiv effekt på patienternes levetid.
Foto: Roche/PR
Foto: Roche/PR
af KRESTEN MORTEN MUNKSGAARD

Gammel vin på nye flasker kan nogen gange have en effekt i medicinalbranchen. Det har nemlig vist sig i en ny behandlingsstrategi i behandlingen af patienter med fremskreden tyk- og endetarmskræft.

I et nyt forsøg har lægemiddelgiganten Roche, der står bag det biologiske kræftmiddel Avastin, fastholdt lægemidlet, mens typen af  kemoterapi er skiftet, når patienter med tilbagevendende tarmkræft skal behandles for anden gang - den såkaldte 2. linje behandling.

Normalt når patienter får konstateret tyk- eller endetarmskræft, behandles de med kemoterapi og Avastin, og hvis sygdommen herefter progredierer, det vil sige vender tilbage, udskiftes kemoterapien med en ny type, og Avastin udskiftes med en anden type biologisk lægemiddel.

Lille skridt, stor betydning

Men den nye undersøgelse viser, at en fastholdelse af Avastin samtidig med, at kemoterapien skiftes, har betydet en gennemsnitlig længere levetid på 1,4 måneder for patienterne uden øgede bivirkningerne. Dermed tyder det på, at patienterne ikke har udviklet resistens over for lægemidlet, som det ellers ofte sker.

Selvom 1,4 måneder i ekstra levetid ikke lyder af meget, så er den lille ekstra levetid et stort skridt i den rigtige retning. Det er nemlig første gang, man har lavet en undersøgelse, hvor Avastin fastholdes som lægemiddel fra 1. linje- til 2. linje-behandlingen

"Det er bestemt interessant, når man i en klinisk lodtrækningsundersøgelse kan påvise en signifikant overlevelsesgevinst af en helt ny behandlingsstrategi," fortæller overlæge på kræftafdelingen på Herlev Hospital, Kirsten Vistisen i en meddelelse.

Uvist om behandling ændres

Hun har ledet den danske del af den store internationale undersøgelse, hvor over 800 patienter deltog på internationalt plan. Kirsten Vistisen tør dog ikke forudsige, om de nye resultater vil få betydning for, hvordan danske patienter med fremskreden tyk- og endetarmskræft behandles i fremtiden.

"Det er et spørgsmål, som vi må drøfte og tage stilling til i vort faglige selskab," understreger Kirsten Vistisen.

Fremskreden tyk- og endetarmskræft er ofte uhelbredelig, men der er gjort store fremskridt i de seneste 30 år, hvor den gennemsnitlige levetid er øget fra ca. 5 måneder til omkring 23 måneder.

De nye resultater blev søndag præsenteret på de amerikanske kræftlægers årsmøde ASCO i Chicago.

Hvem vinder kampen mod kræft?

USA på vej til at godkende flere kræftlægemidler i 2012 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også