Tidligere Widex-chef om udsigt til fjerde formandspost: Jeg kan levere fuldt ud alle steder

Jørgen Jensen, tidligere topchef i høreapparatproducenten Widex, ser ingen problemer i nu at skulle være formand for fire virksomheder, efter han fredag blev indstillet som ny formand for bestyrelsen i Ambu.
Jørgen Jensen, kommende formand for Ambu, ser ikke et problem i at skulle være formand for tre virksomheder og Healthcare Denmark på én og samme gang. | Foto: Munch Ida/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix
Jørgen Jensen, kommende formand for Ambu, ser ikke et problem i at skulle være formand for tre virksomheder og Healthcare Denmark på én og samme gang. | Foto: Munch Ida/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix

Jørgen Jensen får hænderne fulde, når han inden længe formentlig sætter sig for bordenden i Ambus bestyrelseslokale efter fredag at være blevet indstillet som afløser for Lars Rasmussen, der stopper til december.

For ud over formandsposten i nu snart Ambu, er den 52-årige Jørgen Jensen også formand for vinduesfirmaet Velux, 3Shape samt det offentligt-private-samarbejde Healthcare Denmark, der markedsfører den danske sundhedsindustri i udlandet.

De mange formandskasketter giver dog ikke anledning til bekymring hos Jørgen Jensen, der for godt et år siden sagde farvel til hørepparatproducenten WS Audiology.

"Jeg har selvfølgelig vurderet det meget nøje, men jeg har både tiden og kapaciteten til det, så det er jeg ikke bekymret for. Med kapacitet mener jeg, at jeg har det mentale og fysiske overskud til det, og også det ekstra gear til at skulle levere fuldt ud alle steder,” siger Jørgen Jensen til MedWatch.

Er superglad

Ambus nuværende bestyrelsesformand, Lars Rasmussen, har ellers oplevet kritik for sine mange formandskaber, der udover Ambu tæller Lundbeck og Coloplast.

Da Lars Rasmussen blev valgt som bestyrelsesformand for Ambu sidste år, kritiserede storaktionæren MP Pension f.eks. det faktum, at han dermed blev bestyrelsesformand for tre store selskaber i Danmark

Engagementet for Coloplast var da netop også det, der i sidste ende fældede Rasmussen, efter at en anonym mail sendt til medier, analytikere og Ambu selv havde forsøgt at så tvivl om Rasmussens habilitet – en tvivl han ikke ville have siddende på sig, hvorfor han valgte at trække sig.

Jørgen Jensen sidder også i Maersk Container Industry Advisory Board og i bestyrelsen for Weibel, men den tidligere topchefs aktuelle formandskaber er dog rettelig af en anden karakter – dels er de for private virksomheder og dels er de udenfor c25.

"Som sagt, jeg ser ingen problemer. Jeg har sagt ja til Ambu, fordi jeg gerne vil beskæftige mig med healthcare, og fordi jeg ved noget om medicoområdet og kan bidrage til Ambu. Hvis ikke jeg troede, jeg kunne bidrage med noget, lod jeg mig selvfølgelig ikke indstille," siger Jørgen Jensen.

Men hvad kan en høreapparatsmand konkret bidrage med i et endoskopiselskab?

"Lige nu vil bare sige, at jeg er superglad for at være indstillet til formand for Ambu. Jeg ser frem til og forventer at blive valgt på generalforsamlingen – fra da af sætter vi arbejdet i gang sammen med bestyrelsen og ledelsen og tager den derfra," siger Jørgen Jensen.

Tavs om processen

Lars Rasmussen blev i november sidste år valgt som formand, efter at den forudgående, Jens Bager, røg ud efter ni år.

Da Lars Rasmussen for nyligt tog sit gode tøj og meddelte sit formandsexit skete det med forståelse fra Simon Hesse Hoffmann, der er barnebarn til Ambu-stifter Holger Hesse, og som sidder på mere end 10 pct. af stemmerne i Ambu

Han havde gerne set, at Lars Rasmussen var fortsat som formand i medicoselskabet, men Ambu-arvingen forstod også godt den bekymring om mulig interessekonflikt, der pres­sede Lars Rasmussen til at træk­ke sig.

Som repræsentant for ejerfamilien siger Simon Hesse Hoffmann i dag, at Ambu nu "ser meget frem til samarbejdet med Jørgen Jensen".

"Vi er er sikre på, at Jørgen i samarbejde med den øvrige bestyrelse, Ambus ledelse og medarbejdere vil bidrage positivt til Ambus videre udvikling," siger Simon Hesse Hoffmann.

Han vil ikke løfte sløret for processen op til valget af Jørgen Jensen, og det vil sidstnævnte heller ikke.

Det rigtige at gå efter bestyrelseskarriere

Da Jørgen Jensen i september sidste år sagde farvel til topposten i WS Audiology, skete det med begrundelsen om i stedet at ville forfølge en professionel bestyrelseskarriere.

Næstformand i WS Audiology, Widex-arvingen Jan Tøpholm, forsøgte til det sidste at overtale Jørgen Jensen til at blive i rollen som adm. direktør for den dansk-tyske høregigant.

"Jørgen er også kun et menneske. Han har tilbragt det halve af sit liv i flyvemaskiner, og det har han gjort i rigtig mange år efterhånden. Jeg tror, han var på farten 160 dage sidste år, og Jørgen har jo kone og børn," sagde Jan Tøpholm til MedWatch.

"Jeg forstår og respekterer derfor også – hvor ked, jeg end er af det - at Jørgen er kommet til et punkt, hvor han nu føler, at han bliver nødt til at have et job, der ikke er helt så krævende," sagde Jan Tøpholm.

I dag er Jørgen Jensen ikke i tvivl om, at skiftet til en professionel bestyrelseskarriere var den rigtige.

"Det er bare noget andet at være formand - det er nyt kapitel i min erhvervskarriere, og det har været den rigtige vej for mig, fordi jeg mener, jeg har noget at bidrage med - både som bestyrelsesmedlem og som formand," siger Jørgen Jensen.

"Jeg er meget glad for mit valg, og det peger indstillingen til formand i Ambu vel også på - at det er noget, jeg rigtig gerne vil og noget jeg føler tilpas med," tilføjer han.

Valget af Jørgen Jensen skal formelt ske ved selskabets generalforsamling 9. december, hvor nuværende bestyrelsesformand Lars Rasmussen ikke har søgt genvalg.

Ambu peger på tidligere Widex-boss som ny formand 

Tidligere WS Audiology-topchef bliver formand for vinduesfirma

Topchef og finansdirektør stopper i WS Audiology

Pensionskasse kritiserer igen Coloplast-formand på generalforsamling 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også