Finanshus: Høreapparatsektor kan gå mod opkøb og fusioner

Det store amerikanske finanshus Morgan Stanley regner med at se opkøb og fusioner i toppen af den internationel høreapparatindustri, som bliver mere og mere kompleks.
Foto: Mik Eskestad
Foto: Mik Eskestad
AF RITZAU FINANS

Seks store spillere på høreapparatmarkedet kan meget vel blive til fem eller færre over de kommende år.

Det vurderer det amerikanske finanshus Morgan Stanley efter at have deltaget i Audiology Now-messen i Indianapolis i sidste uge. Baggrunden for troen på mere konsolidering er den efterhånden meget store kompleksitet i sektoren.

"Da vi startede med at kigge på høreapparatindustrien i begyndelsen af dette årtusinde, skulle industrien primært arbejde med skiftet fra analoge til digitale høreapparater, hvilket på det tidspunkt var et væsentligt paradigmeskift."

"Siden da er industrien gået ind i trådløs kommunikation, og mere nyligt er der også blevet udviklet nye systemer til remote fitting", skriver Morgan Stanley i en analyse efter konferencen.

"Derudover har der været ekspansion ind i detailsalg af høreapparater og cochlear-implantater. Kompleksiteten af forretningsmodellen inden for høreapparater stiger, og derfor vurderer vi, at størrelse bliver mere vigtigt. Vi vurderer, at vi på kort til mellemlang sigt kan komme til at se høreapparatproducenterne rykke fra seks store til fem og senere til fire," fortsætter Morgan Stanleys analytikere.

En stribe lanceringer

Med til at øge kompleksiteten i sektoren var sidste uges mange lanceringer fra de forskellige selskaber. De børsnoterede danske spillere William Demant Holding og GN Hearing har blandt andet bevæget sig ind i henholdsvis genopladelig batteriteknologi og remote fitting, der giver mulighed for at tilpasse et høreapparat via en cloudbaseret løsning uden at skulle besøge sin audiolog.

Dermed er William Demant - og også amerikanske Starkey, som ligeledes har lanceret genopladelig batteriteknologi - fulgt efter schweiziske Sonova og tyske Sivantos ned ad den sti, mens GN Hearing samt Sivantos er de første, der har lanceret egentlige løsninger til en fjernstyret tilpasning af høreapparaternes software.

Både William Demant Holding og Sonova er samtidig dominerende spillere inden for detailsalg af høreapparater, og begge selskaber har også afdelinger for cochlear-implantater.

Ingen klar vinder

Efter de mange lanceringer i sidste uge er der dog ikke ændret på, at det er svært at pege på en klar vinder i teknologikampen i sektoren, hvis man kigger på aktiekurserne, vurderer Morgan Stanley.

Derfor fastholder finanshuset også den neutrale anbefaling "ligevægt" af både GN Store Nord, Sonova og William Demant, som det har analysedækning af.

Stigningen i kompleksitet kan dog hurtigt rykke rundt på bevægelserne, særligt hvis det betyder en accelereret konsolidering, lyder det fra Morgan Stanley.

 Danske: WDH kan have slået en "home run" med topprodukt 

 William Demant arbejder på nyt tilpasningssystem med VA 

 Widex-direktør: Vil lancere høreapparat drevet af brændselsceller i 2018 

 GN endnu ikke helt i mål med genopladelige batterier 

 GN-direktør: Vi skal forberede os godt på OTC-handel - det kommer 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også