Widex-direktør: Vil lancere høreapparat drevet af brændselsceller i 2018

Genopladelige batterier er et af de helt store temaer inden for høreapparatsverden for øjeblikket, og Widex vil også med på vognen, men ved hjælp af hurtig brændselscelleteknologi. Det siger Widex' topchef, der også varsler en snarlig lancering af teknologien.
AF RITZAU FINANS

Genopladelige batterier er et gennemgående tema i høreapparatindustrien lige nu, efter at schweiziske Sonova sidste år lancerede produkter i den kategori.

Siden har også William Demant lanceret en løsning på den front, og GN Hearing har gennem sit amerikanske Beltone-brand forsøgt sig med noget lignende.

Og også den privatejede danske høreapparatproducent Widex vil komme med på vognen, forsikrer selskabets administrerende direktør, Jørgen Jensen. På længere sigt tror han dog mest på høreapparater drevet af brændselsceller, der kan lades lynhurtigt op, så brugeren kan gøre det når som helst.

Og en sådan løsning vil Widex lancere på markedet allerede i begyndelsen af næste år, hvis alt går efter planen.

"Genopladelige batterier - i den form de er lanceret i nu - er tilsyneladende noget, som markedet har taget vel i mod i denne omgang. Så det er også noget, vi vil komme med," siger Jørgen Jensen i et interview med Ritzau Finans under den amerikanske Audiology Now-messe i Indianapolis.

"Men på lang sigt er det, jeg tror mest på, høreapparater, der er drevet af brændselsceller, hvor man kun skal bruge 30 sekunder på at oplade. Og det kommer vi med i starten af 2018," fortsætter Widex-topchefen.

Skal kunne tilbyde det hele

Han peger på, at en opladning på 30 sekunder betyder en hel stribe fordele for slutbrugerne, men det er også afgørende, at kunderne selv kan vælge den teknologi, de har lyst til, når de køber et høreapparat fra Widex.

"Vi har prototyper, som vi tester, og jeg tror rigtig meget på, at det er fremtiden. Men jeg synes også, at kunden selv skal have valget, og jeg vil helst ikke have, at Widex står uden et apparat med et genopladeligt batteri, så det vil vi også bringe til markedet," siger Jørgen Jensen.

Det er dog afgørende for ham, at alt er testet grundigt igennem, før det rammer markedet.

"Med brændselsceller kan man lade apparatet op, når man vil, hvis man eksempelvis lige har siddet og streamet meget musik. Så skal man ikke vente seks timer, men kan gøre det på 30 sekunder," siger Widex-topchefen og afslutter:

"Det ser meget lovende ud, men som sædvanlig vil vi godt lige være sikre på, at teknikken virker, og at der ikke er nogen fejl, når det lanceres. Ellers dræber man det bare, når det rammer markedet,"

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også