Analytiker: Bekymringer over væksten udløser Coloplast-nedjustering

Et møde med medicokoncernen Coloplast har fået Jyske Banks analytiker til at sænke sin anbefaling af selskabet. Især vækstudsigterne på ét stort marked bringer panderynkerne frem.
Foto: Coloplast/ PR
Foto: Coloplast/ PR
Af RITZAU FINANS

Jyske Bank er efter et møde med Coloplast i sidste uge blevet mere bekymret over vækstudsigterne for det danske medicoselskab.

Derfor sænkes anbefalingen af Coloplast til "reducér" fra "køb", og kursmålet skæres til 545 kr. fra 585 kr.

"På grund af den manglende udvidelse af salgsstyrken i Kina tror vi ikke, at Coloplast vil være i stand til at få væksten i Kina til at accelerere. Dette kan presse væksten i EM-landene (emerging markets, red.) fremadrettet," skriver Jyske Banks senioranalytiker Frank Hørning Andersen blandt andet i notatet.

Når det kommer til væksten i USA, venter han "helt klart" forbedringer i 2016/17, da effekten fra nedbringelsen af lagerbeholdning bør forsvinde. På længere sigt vurderes væksten i USA at blive negativt påvirket af, at Coloplast ikke fik kontrakter med de store indkøbsorganisationer i USA.

Endelig ventes væksten i Europa at gå ned i gear efter et stærkt 2015/16. Det skyldes, at effekten af nye produktlanceringer vil være mindre udtalt.

Jyske Bank estimerer en vækst i 2016/17 på 7,1 pct., hvilket er i den nedre ende af Coloplasts egne langsigtede forventninger om 7-9 pct. vækst. Bankens forventning til forbedringen af EBIT-marginen er på 50 basispoint årligt, og også den ligger i den lave ende af Coloplasts egne ambitioner om en fremgang på 50-100 basispoint.

"Vi forventer, at en stigning på 100 basispoint i EBIT-marginen vil kræve en omsætningsvækst på 9 pct. i de kommende år, hvilket vi tror er usandsynligt," hedder det i notatet.

 Coloplast-topchef: Nye produkter booster vigtigste forretningsben

 Coloplast-direktør: Brexit blandt årsagerne til nedpræcisering

 Analytiker: Valuta skæmmer hos Coloplast

 Coloplast øger indtjeningen markant 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også