Analytiker: Valuta skæmmer hos Coloplast

Negativ valutaeffekt trækker ned i omsætningen hos Coloplast, men faktisk går det godt hos medico-selskabet, mener senioranalytiker hos Sydbank.
Foto: Sydbank/PR
Foto: Sydbank/PR
AF RITZAU FINANS

Coloplast formår ikke helt at leve op til forventningerne til salget i tredje kvartal af 2015/16, men underliggende er selskabet godt kørende, lyder vurderingen hos Sydbank.

"Det er egentlig en organisk vækst, der overordnet er på linje med forventningerne, men en omsætning, der er lidt lavere end ventet trukket ned af en mere negativ valutaeffekt i kvartalet end frygtet. Det lidt lavere salg giver også udslag i en lavere bruttomarginal end ventet," siger Søren Løntoft, analytiker ved Sydbank.

Medicoselskabet omsatte for 3686 mio. kr., hvor analytikere havde ventet et salg på 3741 mio. kr. ifølge estimater indsamlet af Ritzau Estimates. Salget voksede fra 3540 mio. kr. for et år siden.

Det er Coloplasts største forretningsområde, Stomi, der er den gode historie i tirsdagens regnskab for tredje kvartal, siger Søren Løntoft.

"Stomi overrasker særdeles positivt med en organisk vækst på 11 pct. Det er klart det positive indslag i tredje kvartal, hvor det virker som om, at der har været en god lancering af de nye Sensura-produkter, og at det bidrager til væksten," siger han.

Kontinens skuffer lidt

Det næststørste område, Kontinens, kommer til gengæld ud af kvartalet med et dårligere salg end ventet. Her solgte Coloplast for 1282 mio. kr. mod de ventede 1323 mio. kr. ifølge medianestimatet fra Ritzau Estimates.

"Der er fortsat dæmpet organisk vækst inden for Kontinens. Der havde vi egentlig sat næsen op efter lidt mere stigende vækstrater. Jeg hæfter mig ved, at salget af standardkatetre er udfordret i USA," lyder det fra analytikeren.

Den organiske vækst i Kontinens, der også er ramt af lagerreduktioner hos en distributør i USA, var på 6 pct. i kvartalet. Analytikerne havde ifølge Ritzau Estimates set en lidt højere vækst på 6,6 pct.

Heller ikke væksten inden for Hud- og Sårpleje var som håbet, da den organiske vækst ramte 4 pct. mod analytikerforventningen på 8,3 pct. Det skyldes blandt andet, at der i sammenligningskvartalet for et år siden blev leveret en større ordre.

Blandt Coloplasts markeder påpeger Søren Løntoft, at selskabet flere steder i regnskabet nævner, at væksten i Kina er lavere end sidste år.

"Vi ser stadig dæmpede vækstrater i Kina, hvilket også var årsagen til, at Coloplast i juni tog toppen af det langsigtede vækstmål," påpeger Søren Løntoft.

Coloplast-aktien er tirsdag middag under pres. Aktien dratter med 2,0 pct. til 519,50 kr. Søren Løntoft vurderer, at faldet skyldes en justering af forventningerne til salgsvæksten i kroner.

Coloplast ser nu en omsætningsvækst på omkring 6 pct. i danske kroner mod tidligere omkring 6-7 pct. i kroner.

Coloplast øger indtjeningen markant

Coloplast-optakt: Solidt med vækst i store divisioner

Moderne sundhedsforbrugere stiller nye krav til Coloplast 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også