Avis: Medico-stjerne har problemer med teknologien

Theranos, der er stiftet af den 31-årige topchef Elizabeth Holmes, bruger kun sjældent sin egen teknologi til at behandle blodprøver, påstår tidligere medarbejdere. Koncernen afviser anklagerne.
Foto: Presse/Theranos
Foto: Presse/Theranos

Et prik i fingeren, en dråbe blod og en dag senere har du resultatet af din test. Theranos teknologi til at foretage blodprøver, Edison, lyder næsten for god til at være sand. Nu viser det sig, at det måske også er tilfældet, skriver Wall Street Journal.

I en stort opslået artikel fortæller erhvervsmediet torsdag, at det fremadstormende medicoselskab har alvorlige problemer med sit kerneprodukt.

Faktisk bruger virksomheden kun sjældent sin egen teknologi til at behandle de blodprøver, patienter sender ind for at blive testet for alt fra tegn på diabetes, hjertesygdom eller cancer.

Det påstår flire tidligere medarbejdere til avisen, der også har gennemgået interne mailkorrespondancer, hvor ansatte udtrykker bekymring for teknologiens præcision. Samtidig udtaler flere læger, at de ikke stoler på validiteten af resultaterne.

Her er de mest magtfulde kvinder i medico

Theranos er stiftet af den 31-årige topchef Elizabeth Holmes, der selv har fortalt flere gange, at hun er rædselsslagen for nåle. Derfor har hun udviklet teknologien, der betyder, at en patient, enten hos lægen eller i særlige centre i detailkæden Walgreens, kan nøjes med at prikke sig i fingeren og sende en lille mængde blod ind til test. Håbet er, at flere vil lade sig teste og dermed få behandling.

Siden virksomheden blev stiftet i 2003, er værdien steget til ni mia. dollar, mens Elizabeth Holmes er blevet en stjerne i det amerikanske erhvervsliv. Men ifølge en tidligere ledende medarbejder brugte virksomheden kun sin egen teknologi 15 gange i december sidste år - resten af blodprøverne blev behandlet på traditionel vis og krævede dermed markant større mængder end blot en dråbe af patientens blod.

Theranos afviser imidlertid anklagerne. David Boies, selskabets advokat, erkender, at man ikke bruger teknologien på alle tests i øjeblikket, men han fortæller, at det er målet på sigt. Medicoselskabet skriver desuden i en meddelelse, at historien er faktuelt forkert og baseret på udtalelser fra "uerfarne og utilfredse tidligere medarbejdere."

"De kilder, der lægger grund for dagens artikel, har aldrig været i en position, der har gjort dem i stand til at forstå Theranos’ teknologi, og de ved intet om de processer, der bliver brugt af virksomheden i dag," lyder det i meddelelsen, hvor selskabet også langer ud efter Wall Street Journal for at være sensationshungrende.

FDA stopper forsøg med kræftmiddel efter dødsfald

Norsk sygehus genbrugte sprøjte - tilbyder test for hiv

Dansk forskning gør det lettere at udvikle medicin mod blodkræft

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også