iPhone-teknologi i GNs Costco-pakke

Forhandlingerne mellem GN Resound og den amerikanske varehuskæde Costco var hårde, fortæller varehuskæden nu, og løfter samtidig sløret for, at GN tilbød teknologi fra sin Made for iPhone-produktserie.
Foto: GN Store Nord
Foto: GN Store Nord
AF RITZAU FINANS

GN Store Nords høreapparatforretning, GN Resound, vandt tidligere i år en forlængelse af kontrakten på levering af produkter til den amerikanske varehuskæde Costcos eget brand, Kirkland Signature.

Ifølge selskabet selv var forhandlingerne om den nye aftale hårde, og Costco fortæller da også nu, at GN Resound har tilbudt teknologi fra sin højt profilerede Made for iPhone-produktserie i den nye produktpakke til Costco, Kirkland Signature 6.

Sidste år voldte det den schweiziske høreapparatproducent Sonova betydelige problemer hos de uafhængige amerikanske høreapparatforhandlere, at selskabet begyndte at tilbyde produkter fra sit premium-brand, Phonak, i Costco, hvor priserne normalt er noget lavere end i den anden del af det kommercielle marked.

Det gjorde det, fordi de uafhængige forhandlere ikke var tilfredse med, at Sonova tilbød teknologi fra øverste hylde i et segment, hvor priserne er noget lavere, og dermed øgede konkurrencen betydeligt.

Ny teknologi

Flere aktører i markedet har tidligere spekuleret i, at GN Resound kunne komme til at stå over for samme udfordring, hvis der blev inkluderet teknologi fra premium-produktet Resound Linx i Kirkland Signature-pakken. Ifølge flere kilder i markedet ligger prisen på et sæt Kirkland Signature-høreapparater på omkring 1800 dollar, mens Resound Linx antageligvis sælges til omkring det dobbelte hos de uafhængige forhandlere.

I forhold til de uafhængige audiologer i USA er GN Resounds lancering af Resound Linx2 (Linx Square) dog meget afgørende, fordi GN netop har tilføjet mere teknologi til de nye produkter - formentlig for at differentiere produktet fra det, der blev tilbudt gennem Costco. Lanceringen af Linx2 kom blot et år efter, at verdens første Made for iPhone-apparat, Resound Linx, blev sendt på markedet.

"GN er godt klar over, hvad der kan ske med de uafhængige, hvis man har et produktudbud til dem, der er identisk med det, der er i en salgskæde som eksempelvis Costco. Derfor er det vigtigt at signalere til dem med de højere priser, at de stadig også har de bedste produkter," siger Morten Imsgard, der er senioranalytiker hos Sydbank, til Ritzau Finans.

"Sonovas træk sidste år har gjort det meget synligt i markedet, at der er nødt til at være en differentiering. Derfor er det også vigtigt for GN at dele det op," fortsætter han.

Han påpeger dog samtidig, at GN Resound har en noget lavere markedsandel i det uafhængige segment end både Sonova og den danske rival William Demant. Og derfor har GN ikke helt så meget at tabe, hvis beslutningen skulle blive taget ilde op i det uafhængige segment.

"GN har ikke ret meget at tabe hos de uafhængige. Skulle Oticon (William Demants hovedbrand, red.) eksempelvis lave det samme, ville det være et noget større sats, fordi Oticon har et noget større aftryk hos de uafhængige," siger Morten Imsgard.

 GN og Costco forlænger partnerskab 

 Nordea: Resound Linx formentlig en del af Costco-pakke 

 Alm. Brand lunken på GN efter Costco-aftale 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også