Amplifon tester Sivantos i stor amerikansk kontrakt

Topchefen for Amplifon tester velvilligheden hos den nu EQT-ejede høreapparatvirksomhed Sivantos af.
Af Ritzau Finans

Den italienske høreapparatforhandler Amplifon har lavet en kortvarig forlængelse af kontrakten med tyske Siemens, der efter at være blevet overtaget af kapitalfonden EQT og den tyske forretningsfamilie Struengmann går under navnet Sivantos, omkring leverancer til det amerikanske Miracle Ear-brand.

Sivantos har igennem mange år - som Siemens - været den største leverandør til Amplifon, og det samarbejde vil det italienske selskab gerne fortsætte, men motiverne fra de nye ejere skal først testes. Derfor har Amplifon lavet en etårig forlængelse af kontrakten, der ellers stod til at ryge i udbud igen til december. Nu løber kontrakten til december 2016.

"Dels sparer vi penge på den her måde, fordi vi har bedt Siemens sænke prisen for at fastholde samme aftale et år mere. Jeg foretrækker denne løsning, fordi der er blevet skiftet ejerskab i Siemens, og jeg vil gerne finde ud af, hvad EQT vil med Siemens. Skal der investeres en masse penge i detailaktiviteter, eller vil Siemens fortsætte som ren producent? Vi har samarbejdet med Siemens i meget lang tid, så jeg syntes også, at det var fair at give dem 12 yderligere måneder for at se, hvad de vil," siger Franco Moscetti, der er administrerende direktør hos Amplifon, i et interview med Ritzau Finans i forbindelse med Audiology Now-messen i San Antonio, Texas.

Forlængelsen af kontrakten giver Amplifon mulighed for at vurdere, om Sivantos - på lige fod med nogle af de andre store producenter - vil begynde at sætte sig på dele af detailmarkedet og dermed indgå i direkte konkurrence med det italienske selskab. Er det ikke tilfældet, kan samarbejdet fortsætte. Men hvis Sivantos vil investere tungt i detail, kan det omvendt åbne døren for producenter uden interesse i detaildele - herunder danske GN Resound.

"Hvis strategien passer med min, er det fint, og så kan vi fortsætte samarbejdet. Hvis den ikke gør, har jeg ikke tabt et år, fordi jeg har fået sænket prisen. Hvis Siemens vil konkurrere med mig, kan det ikke være min foretrukne leverandør. Reglen er den samme for alle leverandører - jeg kan ikke lide at samarbejde med leverandører, der samtidig vil konkurrere med mig," siger Franco Moscetti.

"GN Resound klarer sig rigtig godt lige nu, henter markedsandele og forbedrer profitabiliteten, selv om det ikke investerer penge i detail. At investere i detail er ikke den eneste måde at øge omsætningen og profitabiliteten på," fortsætter Amplifon-direktøren.

 Tysk GN-rival køber internetforhandler

 Amplifon vender ryggen til William Demant

 GN-chef: Kan udnytte konkurrenters opkøb til egen fordel 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også