Bedre forbrugertillid smitter ikke af hos Matas

Det ser ikke ud til, at forbrugerne køber mærkbart større ind af cremer og andre plejeprodukter i Matas, selv om forbrugertilliden har fået det bedre herhjemme.
Foto: Ritzau Scanpix/Peter Klint
Foto: Ritzau Scanpix/Peter Klint
Ritzau Finans

Matas ventes i hvert fald blot at opnå en moderat stigning i omsætningen og en tilbagegang i overskuddet, når kæden fremlægger regnskab for andet kvartal af det skæve regnskabsår 2014/15 tirsdag.

Fem analytikere er blevet spurgt af SME Direkt for Ritzau Finans om deres forventninger til regnskabet, og her er konsensus en omsætning på 794 mio. kr. mod 779 mio. kr. i samme periode for et år siden.

Det svarer til en vækst på 2,1 pct. Overskuddet før skat ventes at lande på 80 mio. kr., mens nettoresultatet bliver skudt til 61 mio. kr. Samme tal lå i andet kvartal af 2013/14 på 85,3 mio. kr. og 66,3 mio. kr.

"Der har ikke været nogen særlig udvikling i kategorien for personlig pleje, selv om forbrugertilliden egentlig har det okay, og det virker ikke som om, at Matas nyder godt af forbedringen. Det har været tilfældet i en periode, at Matas' omsætning ikke er blevet påvirket af de generelle bedre toner og vibrationer fra forbrugerne," fortæller senioraktieanalytiker Frans Høyer fra Jyske Bank.

Tilbageholdende forbrugere

Regnskabet kommer efter, at årets første kvartal var en omsætningsmæssig skuffelse for Matas, hvor forbrugerne også i høj grad holdt pengepungen i lommen, medgav Matas' administrerende direktør, Terje List, ved offentliggørelsen.

"Der er fortsat en forskel mellem den høje forbrugertillid og så forbruget derude. Vi ser fortsat tilbageholdende forbrugere, som på en eller anden måde stadig tænker over de fem år, de har været igennem. Forbruget har været svagt i detailhandlen i vores første kvartal. Det er en generel trend," sagde Terje List dengang.

Matas havde i første kvartal en omsætning på 827,2 mio. kr. mod en analytikerforventning på 830 mio. kr. Selskabet skuffede også på bundlinjen, der endte på 67,6 mio. kr. mod de ventede 74 mio. kr.

Udvikle nethandel

Matas har dog fortsat en stærk position på markedet for skønhedsprodukter, og udfordringen for Matas er derfor at holde fast i den position, vurderer Frans Høyer.

"Matas har en meget klart ledende stilling. De bliver angrebet hele tiden fra højre og venstre, så for at fastholde den skal de være på tæerne. Det kan blandt andet ske ved at udvikle Club Matas og deres nethandel yderligere og dermed fortsætte med at generere nogle flotte pengestrømme," siger Frans Høyer.

Matas' forventninger til hele året er en omsætning på omkring 3,5 mia. kr. og en EBITA-margin på 17,1 pct.

Regnskabet offentliggøres tirsdag den 18. november kl. 8.

 Jyske: Køb Matas-aktier

 Matas-direktør: Vi var gearet til lidt højere vækst 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også