Jyske: Køb Matas-aktier

Jyske Bank har indledt dækningen af detailkæden Matas. Banken er positiv.
Foto: Ritzau Scanpix/Peter Klint
Foto: Ritzau Scanpix/Peter Klint
AF RITZAU FINANS

Jyske Bank indleder analysedækning af Matas-aktien, som begunstiges med den positive anbefaling "køb" samt et kursmål på 155 kr. fra den Silkeborg-baserede bank.

Senior aktieanalytiker Frans Høyer begrunder anbefalingen med, at skønhedsmarkedet snart bør stige på grund af forbedringerne i den danske forbrugertillid de sidste 6-12 måneder.

"Det danske skønhedsmarked har tidligere vist sig at ligge rimelig sent i cyklussen. Lige nu vurderer vi, at vi er meget tæt på opsvinget," hedder det i analysen.

Godt nok ser Frans Høyer ikke tegn på en liberalisering af apotekermarkedet i nærmeste fremtid, der ellers kunne skabe et udvidet forretningsområde for Matas. Men på det positive tæller blandt andet en høj kendskabsgrad, der betyder, at 98 pct. af danske kvinder kender Matas, samt at kæden befinder sig i en mindre konjukturfølsom branche.

Også loyalitetsprogrammet Club Matas bliver nævnt som et godt kort. Og Matas er samtidig ikke for alvor truet af coop.dk, der også markedsfører skønhedsprodukter. Coop.dks udbud er blandt andet for snævert til at konkurrere med Matas, mener aktieanalytikeren.

"Vi vurderer, at Matas-aktierne tilbyder moderate vækstudsigter opvejet af en fortrinlig stabilitet, et højt cash flow, stødt stigende udbetalinger til aktionærerne og en attraktiv værdiansættelse," siger Frans Høyer.

Tirsdag sluttede Matas-aktien 1,2 pct. højere i 132,50 kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også