Matas-direktør: Vi var gearet til lidt højere vækst

Adm. direktør i Matas, Terje List, er fortrøstningsfuld, selvom forbrugertilliden gerne skulle omsættes til noget mere reelt forbrug.
AF RITZAU FINANS

Det regnskabsmæssige første kvartal var en omsætningsmæssig skuffelse for Matas. Til trods for, at undersøgelser viser stigende forbrugertillid, beholdt forbrugerne nemlig i høj grad pengepungen i lommen, konstaterer Matas' administrerende direktør Terje List.

"Der er fortsat en forskel mellem den høje forbrugertillid og så forbruget derude. Vi ser fortsat tilbageholdende forbrugere, som på en eller anden måde stadig tænker over de fem år, de har været igennem. Forbruget har været svagt i detailhandlen i vores Q1. Det er en generel trend," siger Terje List.

Matas fik en omsætning på 827,2 mio. kr., en spids under de 830 mio. kr., som var ventet ifølge estimater indsamlet af SME Direkt for Ritzau Finans.

Overskuddet før skat blev 91,6 mio. kr., hvor der var ventet 98 mio. kr. ifølge prognosen fra SME Direkt. EBITA-marginen, som Matas selv bruger som rettesnor i sine regnskabsmæssige forventninger, faldt til 15,8 pct. fra 16,9 pct. i samme periode året før.

"Det er fordi vores omkostningsbase givetvis også har været gearet til en vækst, vi havde forventet skulle være en anelse højere, end den faktisk blev," forklarer Terje List.

Ellers er direktøren godt tilfreds med udviklingen i butikskæden.

"Det går efter planerne. Vi kunne rigtig godt tænke os, at forbrugertilliden blev omsat til noget reelt forbrug. Men det går efter planerne med hensyn til vores udviklingsprojekter," siger han og henviser blandt andet til loyalitetsprogrammet Club Matas.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu