Jyske: GN-regnskab ændrer ikke ved anbefaling

Et stærkt årsregnskab fra GN Store Nord får ikke Jyske Banks analytikere til at ændre syn på GN-aktien. Det skyldes blandt andet de svage pengestrømme.
Foto: GN Store Nord
Foto: GN Store Nord
Ritzau Finans

Trods et velmodtaget regnskab for 2013, der viste fortsat stærk fremgang for høreapparatsdivisionen Gn Resound, rykker Jyske Bank ikke ved sin "reducer"-anbefaling oven på tallene. Pengestrømmene er svage og den positive udvikling er allerede indregnet i kursen, vurderer Silkeborg-banken.

GN Store Nord omsatte i 2013 for 6791 mio. kr. med et driftsresultat, EBITA, på 1284 mio. kr. Forventningerne til 2014 lød på en organisk omsætningsvækst på 8 pct. og et driftsresultat på over 1330 mio. kr.

Resound fremviste en omsætning i fjerde kvartal på 1131 mio. kr. et driftsresultat, der var mere end fordoblet i forhold til året før på 275 mio. kr.

"Vi er positivt overrasket over den stærkere end forventede vækst i høreapparater, der bekræfter konkurrenceevnen af Resounds produktportefølje. Dog skyldes en del af den højere vækst låneaftaler med lokale forhandlere, hvilket har øget GN Resounds andel af salget hos forhandlerne," skriver Jyske Bank i sin analyse.

Samtidigt er banken skeptiske over for GN Store Nords evne til at skabe frie pengestrømme ud af sin toplinjevækst.

"Vi er lettere bekymrede over den svage cash conversion i GN Resound med en FCF conversion på kun 6 pct. for året. Det er klart under Resounds fundamentale evne til at generere pengestrømme, som estimeres til rundt regnet 50 pct. Cash conversion blev negativt påvirket af investeringer i finansielle ordninger med forhandlere, som påvirkede cash flowet negativt med 215 mio. kr., skriver Jyske Bank.

GN Store Nords aktie bundede i 2008 i 8,85 kr. per aktie efter et fejlslagent forsøg på at sælge Resound til Sonova. Siden da har selskabet gennemført en succesfuld turnaround og handles mandag i 135,70 kr. Siden starten af 2013, hvor GN Store Nord har eksekveret en effektiviseringsplan og lanceret en stribe nye produkter, er aktien steget fra 81,8 kr.

"Da der allerede er inddiskonteret høje forventninger i aktiekursen, ser vi et lille upsidepotentiale i forhold til den øjeblikkelige kurs. Vi fastholder vores "reducer"-anbefaling. Givet den stærke kursudvikling vurderer vi, at aktierne er fuldt ud prissat."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også