GN-CFO: Vi har besteget et kæmpe bjerg

Regnskabstallene fra 2013 markerede opfyldelsen af GN's ambitiøse mål. Selskabets direktør er stolt over at være "gået fra at være en tredjedivisionsspiller til at være leder".
Af Ritzau Finans

GN Store Nord har sat punktum for en lang kamp for at genrejse selskabet med regnskabet for 2013, og det er der stor glæde over på ledelsesgangen i Ballerup.

Allerede i 2010 satte selskabet meget ambitiøse mål for perioden frem til udgangen af sidste år, og undervejs har GN tilmed opjusteret forventningerne flere gange. Nu er målene nået, og GN er på vej ind i en ny periode.

"Da vi satte målene i 2010, kunne vi godt se, at det var et bjerg, der nærmest syntes umuligt at bestige, men vi har taget rejsen skridt for skridt med dedikeret fokus og leveret på målsætningerne. Det er noget, man kan mærke, når man går rundt på gangene herude. Vi er stolte af at være gået fra at være en tredjedivisionsspiller til at være leder i den her industri," siger Anders Boyer, der er finansdirektør hos GN Store Nord, til Ritzau Finans.

Fortsat vækst

I 2014 venter GN Store Nord desuden at fortsætte væksten i et højt tempo - om end i lidt lavere gear end i 2013, som dog også har været ganske fremragende for selskabet.

"2013 har været et exceptionelt godt år. Toplinjevæksten var rigtig stor med 13 pct. i organisk vækst og en meget stor vækst på bundlinjen. Derfor forventer vi vækst på et lavere niveau end 2013 i indeværende år, men stadig stor vækst," siger Anders Boyer.

GN Store Nord omsatte for 6791 mio. kr. i 2013 mod 2012's 6251 mio. kr. - svarende til en organisk vækst på 13 pct. GN ventede selv en organisk omsætningsvækst på "omkring" 12 pct.

Driftsresultatet (EBITA) landede på 1284 mio. kr. eksklusive omkostninger til SMART-programmet for hele 2013. Her ventede GN selv et resultat på 1285-1290 mio. kr. eksklusive udgifterne til restruktureringsprogrammet i høreapparatdivisionen GN Resound.

GN Store Nords resultat før skat blev 1023 mio. kr. i 2013. Her ventede selskabet selv at ramme 1055-1085 mio. kr.

Til sammenligning ventede analytikerne ifølge estimater indsamlet af SME Direkt for Ritzau Finans en omsætning på 6776 mio. kr., et EBITA-resultat på 1183 mio. kr. samt et resultat før skat på 1060 mio. kr.

 GN opfylder ambitiøse mål 

 GN: Teknologiplatformen gør arbejdet

 Finansdirektør: GN Resound viser klare forbedringer 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også