Kan dansk opfinder få del i gigantisk marked?

Det danske medicofirma Rhinix har netop indsendt registreringsansøgning af selskabets nasalfilter mod høfeber til FDA. Virksomheden, der for nylig har modtaget stor international anerkendelse, vil differentiere sig fra giganter som ALK og Stallergenes på særligt ét parameter.
Foto: Lizette Kabra, Jyllands-Posten
Foto: Lizette Kabra, Jyllands-Posten

Danskeren Peter S. Kenney har netop indsendt ansøgning om markedsføringstilladelse til de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA. Indsendelsen kommer kort efter, at hans selskab, Rhinix, som ét af blot otte life science-selskaber blev udvalgt som værende blandt de mest lovende set ud fra investorernes øjne ved European Venture Contest i den tyske by Düsseldorf.

”Det, at vi har vundet, tyder jo på, at der er andre end os selv, der kan se, at vi har fat i noget af det rigtige. Det er først og fremmest et skulderklap til virksomheden, og så skaber det selvfølgelig også noget opmærksomhed fra potentielle investorer. Om det kommer til at få en helt konkret betydning, er det for tidligt at sige noget om,” siger Peter S. Kenney, stifter og adm. direktør i Rhinix, til MedWatch.

Ud af i alt 800 meget lovende, men også kapitalhungrende, selskaber inden for life science, ICT og cleantech, endte Rhinix altså som ét af i alt otte life science-selskaber blandt vinderne af konkurrencen inden for området life science.

Blandt dommerne var store venturefonde som NGN Capital, Earlybird Venture Capital, Salus Partners og Atlante Ventures.

Den amerikanske drøm lever

Rhinix’ produkt henvender sig til folk, der lider af høfeber. Produktet virker ved ren mekanisk filtrering på en sådan måde, at luftmodstanden over membranen holdes tilstrækkeligt langt nede til ikke at genere brugeren.

”Jeg ynder at bruge analogien med, at det minder om en kontaktlinse, man sætter op i næsen og trækker vejret igennem. Jeg kan ikke komme med konkrete resultater fra den kliniske afprøvning endnu, da de endnu ikke er offentliggjorte,” siger Peter S. Kenney.

Tilbage i sommeren 2013 var Peter S. Kenney, der ejer 65 pct. af Rhinix, på jagt efter en amerikansk partner.

 ”Da vi i sommer kiggede efter en partner i USA var tanken, at vi skulle have en salgs- og distributionspartner. Det er stadigvæk en mulighed, men lige nu fokuserer vi mere på at få et godt 2014, som bliver et meget spændende år, hvor vi har to kliniske afprøvninger planlagt, og derudover vil vi forsøge at få en indledende respons i markedet fra potentielle brugere,” siger Peter S. Kenney og fortæller samtidig, at den amerikanske drøm nu er kommet lidt tættere på.

”I forgårs indsendte vi ansøgning om markedsføringstilladelse i USA til FDA. Det er jo svært at sige, om ansøgningen glider lige igennem, men gør den det, vil vi kunne markedsføre produktet på indikationen, at produktet reducerer symptomer relateret til høfeber,” siger han.

Hvorfor ikke sælge det hele?

Ifølge stifteren vil USA være et stort skridt, som kræver meget både i produktionsopsætning og i salgs- og distributionsleddet. Noget, som selskabet på nuværende tidspunkt ikke har ressourcer til selv at starte op med. Og som Peter S. Kenney siger.

”Får vi tilladelsen, er den forhindring jo ryddet af vejen den dag, vi har ressourcerne til det,” siger han.

Ville det ikke være nemmere at forsøge at sælge hele selskabet frem for at få en partner?

”Mine egne tanker omkring det er, at så længe jeg selv mener, jeg kan skabe værdi for selskabet, så fortsætter vi på den her måde. I det øjeblik jeg synes, at vi ikke længere kan komme videre med vores nuværende råderum, så skal vi selvfølgelig kigge os om efter andre muligheder. Men der er vi ikke endnu, idet vi har penge nok til at fortsætte udviklingen det næste år til halvandet afhængig af, hvor meget vi trykker på speederen,” siger han.

Skal differentiere sig

Virksomheden har, ifølge Peter S. Kenney selv, ikke en chance for at konkurrere med de store allergikoncerner, der blandt andet tæller danske ALK og franske Stallergenes, på hverken markedsføringsbudgetter eller distribution, så det handler for selskabet om at kunne differentiere sig og være skarpe på, hvem man egentlig henvender sig til. Det vigtigste parameter er her, at produktet ikke er medicin.

”Vi har ingen ambition om at skulle være en løsning for alle allergikere. Vi går efter at nå de personer, hvor medicin ikke er tilstrækkeligt og de personer, som af den ene eller anden grund ikke ønsker at bruge medicin. Der er helt klart mange allergikere, som er fint tilpas med de nuværende behandlingsmuligheder, og det er helt fint. Det er ikke dem, vi henvender os til,” siger Peter S. Kenney.

Som nævnt ejer Peter S. Kenney i dag 65 pct. af Rhinix, mens Syddansk Teknologisk Innovation samt Styrelsen for Forskning og Innovation tilsammen ejer de resterende 35 pct. Hvordan de to sidstnævnte ejeres præcise ejerandel er, fremgår ikke. Begge ejer dog mere end 5 pct.

 Investorer begejstrede for tre danske selskaber

 Hjemmetest af sæd jagter kapital

 Opfinder klar til at prøve lykken i USA 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også