Ugebrev: Svære 5-6 mdr. for Coloplast-kursgevinst

Udbyttet kommer, men kursgevinsten er straks vanskeligere for Aktieugebrevet at få øje på i horisonten, når det gælder Coloplast-aktien.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Det er vanskeligt at se, hvordan der skal være kursgevinster i Coloplast-aktien de kommende 5-6 måneder, men der er udbytte.

Det skriver Aktieugebrevet.

"Hvis vi ser fremad, indebar den ventede vækst i 2013/14, at den ventede P/E for 2013/14 et kort øjeblik var lavere end den realiserede P/E for 2012/13. Dette korrigerede markedet imidlertid for øjeblikkeligt, og med kursstigningen på 10,1 pct. blev den ventede Price/Earning bragt tilbage til niveauet omkring 24," oplyser ugebrevet.

Dermed vurderer ugebrevet, at hele det kommende års ventede vækst er indregnet i aktiekursen, og det gør det ifølge ugebrevet meget vanskeligt at se, hvordan der kan trækkes yderligere kursgevinster ud af Coloplast inden for en tidshorisont på 5-6 måneder.

Men der er udbytte i horisonten, derfor skal man, inden man sætter aktien til salg, noterer sig det.

"Selskabet har en meget stærk finansiel situation med en rentebærende nettogæld på minus 1744 mio. kr., og en fri pengestrøm i 2012/13 på 2699 mio. kr., og det skal nu komme aktionærerne til gode," skriver ugebrevet.

Fremover vil Coloplast ikke længere opretholde et likvidt beredskab på mindst 1 mia. kr., men i stedet udbetale udbytte to gange om året og samtidig iværksætte et aktietilbagekøbsprogram på 1 mia. kr., som skal være gennemført inden udgangen af regnskabsåret 2014/15.

"Denne væsentlige ændring i udbyttepolitikken tilfører aktien en ny vinkel som investeringsmulighed og kan meget vel være årsagen til, at kursen holder sig på det nuværende niveau på trods af den høje værdiansættelse," skriver ugebrevet, der dog ikke venter, at aktietilbagekøbet hæver Coloplasts kurs, men blot holder hånden under den.

"Et ventet direkte afkast på ca. 3 pct. i form af udbytte gør dog alligevel aktien til en acceptabel købsmulighed," konkluderes det.

 Ny godkendelse for Coloplast-rival 

 Coloplast-bestyrelse vil have lønforhøjelse 

 Coloplast har fundet nøglen til vækst i USA 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også