Udbudsregler er alt for besværlige

Over halvdelen af de danske virksomheder bruger i dag mere tid på offentlige udbud end for bare tre år siden. Stribevis af Abenas tilbud til det offentlige må gå om som følge af besværlige udbud.
Foto: Anders Brohus
Foto: Anders Brohus

Hver tredje gang danske Abena byder på en leverance til enten en kommune eller en af regionerne, så må selskabet gøre det om. Ganske enkelt, fordi udbuddene er skruet sammen på en måde, der gør det alt for besværligt. Det skriver Børsen.

Dermed repræsenterer Abena ganske godt de mange danske virksomheder, som ifølge en ny undersøgelse fra brancheorganisationen DI Handel er utilfredse med de offentlige udbud.

"Vi løser over 50 udbud om året. Af dem er det omkring hver tredje, der må gå om, fordi forarbejdet ikke er gjort godt nok. Og så skal vi igennem hele processen igen," siger Jens Rønn Olesen, salgsdirektør hos Abena, til Børsen. Han estimerer, at de besværlige udbud årligt koster selskabet ressourcer svarende til to fuldtidsstillinger.

Ifølge undersøgelsen fra DI Handel bruger 58 pct. af de adspurgte virksomheder i dag mere tid på udbud, end de gjorde for bare tre år siden. Et udvalg under Erhvervs- og Vækstministeriet har ifølge Børsen fået til opgave at lave et nyt forslag til ny udbudslov, som skal være færdigt medio 2014.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også