Analytikere: Kun små afvigelser i udramatisk regnskab

Coloplast matchede næsten analytikernes forventninger i tredje kvartal. Medicokoncernens effektiviseringsprogram hiver resultater i land, ser det ud til, påpeger Sydbank.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
Af Ritzau Finans

Der var ikke de store chok i Coloplasts regnskab for tredje kvartal, som viste tal på linje med det ventede blandt analytikerne. Toplinjen og indtjeningen lå dog lidt under forventningerne, men det er ikke alarmerende, vurderer to analytikere.

"Det er virkelig et regnskab på linje med det ventede. Det er en smule under mine estimater, men ikke noget, som stikker voldsomt ud," siger Michael Friis Jørgensen, Coloplast-analytiker hos Alm. Brand Markets, til Ritzau Finans.

Og nogenlunde samme melding lyder fra Aabenraa, hvor Sydbanks Coloplast-analytiker, Søren Løntoft Hansen, heller ikke ser den store grund til bekymring oven på regnskabet, der viste en omsætning på 2958 mio. kr. i tredje kvartal mod ventet 2960 mio. kr. blandt analytikerne ifølge SME Direkt samt et driftsresultat (EBIT) på 943 mio. kr. mod ventet 954 mio. kr.

"Det er relativt udramatisk. Omsætningen og indtjeningen er en spids under det forventede, men det er det, jeg vil kalde for en lille afvigelse," siger Søren Løntoft Hansen til Ritzau Finans.

Program får æren

For både toplinjen og driften var der dog også tale om vækst sammenlignet med tredje kvartal af regnskabsåret 2011/12, og det kan blandt andet tilskrives Coloplasts effektiviseringsprogram.

"Som ventet har effektiviseringerne givet effekt og skabt toplinjevækst, som også viser sig på driften og giver resultat på marginerne," siger Søren Løntoft Hansen.

Analytikeren hæfter sig særligt ved en god udvikling i Hud- og Sårpleje-divisionen, der igen leverede toplinjefremgang i tredje kvartal efter en negativ udvikling i den tilsvarende periode et år tidligere. Samtidig voksede Kontinens pænt trods et vanskeligt sammenligningsgrundlag, mens Stomi var drevet af salg af nye produkter, påpeger han.

I relation til spørgsmålet om en række søgsmål mod Coloplast i USA vedrørende transvaginale net var der ikke meget nyt at hente i regnskabet for tredje kvartal. Sagerne har gennem længere tid hobet sig op, og det kan på sigt give en negativ effekt for det danske selskab.

Sagerne skal dog vurderes enkeltvis, og derfor er udfaldet af én sag ikke nødvendigvis afgørende for retningen af dem alle.

"Jeg noterer mig, at antallet af sager vokser, men der er fortsat ikke nogen indikationer på retningen af dem - hverken fra Coloplast eller konkurrenterne. Det kan måske få konsekvenser for Coloplast i de kommende kvartaler, men man skal være opmærksom på, at sagerne skal vurderes enkeltvis, så der kan ikke dannes præcedens ud fra enkelte afgørelser," siger Søren Løntoft Hansen.

Coloplast-aktien har umiddelbart taget et dyk oven på regnskabet og falder kort før middag tirsdag med 1,1 pct. til 321,90 kr. Men der er ikke umiddelbart tegn på, at aktien skal rykke stort på sig i den kommende periode, lyder vurderingen fra Michael Friis Jørgensen.

"Det er en aktie, der stort set ikke rykker sig på regnskabet, og der er heller ikke noget, der skal rykke på folks forventninger efter det her. Hverken op eller ned," siger analytikeren.

 Coloplast skuffer en smule på driften 

 Coloplast-optakt: Sårpleje i centrum 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også