WDH-chef: God modtagelse af ny produktserie

"Du kan ikke helt undgå, at der sker en vis kannibalisering.," siger topchef Niels Jacobsen.
Af Ritzau Finans

Oticon Alta-serien er blevet vel modtaget i markedet, og især seriens nye funktioner som Speechguard E og Feedback Shield har scoret højt hos kunderne.

Det siger administrerende direktør i William Demant Holding, Niels Jacobsen, til Ritzau Finans.

"Vi synes, at det er vel modtaget. Der er meget fine brugerreaktioner på produktet, så vi synes bestemt, at det er lykkedes godt. Vi fastholder jo vores helårsforventninger," siger han.

Han henviser til, at kunderne især har sat pris på Speechguard E-funktionen, der i korte træk forbedrer talegenkendelsen ved brug af apparaterne. Dermed bliver samtale med Alta-høreapparaterne markant mindre trættende for brugerne.

Naturlig lyd

"Det bliver lettere at forstå tale, og dermed skal man bruge mindre energi. Samtidig har de fået en endnu mere naturlig lyd, så det kræver mindre koncentration at forstå tale, og dermed oplever brugerne mindre træthed. Og det har de været rigtigt glade for," siger Niels Jacobsen.

Efter sommer lancerer koncernen en ny serie i midtersegmentet. Der bliver lanceret midrange-produkter fra både Bernafon, Sonic og Oticon, og ifølge direktøren, bliver de nye produkter "betydeligt bedre."

Koncernen vil desuden holde nøje øje med, at kannibaliseringseffekten ikke bliver for stor, da niveauet i midtersegmentet løbende hæves, ligesom Alta-serien hævede niveauet fra tidligere højprisprodukter.

Kannibalisering

"Du kan ikke helt undgå, at der sker en vis kannibalisering. Det gør der i løbet af sådan en cyklus. Og når man introducerer et højprisprodukt, så får det selvfølgelig - som det sidste nye produkt - en større andel af højprismarkedet," siger Niels Jacobsen.

Nylanceringen i højprismarkedet, siger direktøren, gnaver sig samtidig lidt ned i midtprismarkedet, fordi der er et nyt højprisprodukt, som "ikke alene er bedre end det gamle højprisprodukt – det er dramatisk bedre, end det gamle midtprisprodukt på både platform og features."

"Når det nye midtprisprodukt kommer, så starter det selvfølgelig også med at tage noget af højprismarkedet tilbage, ligesom det gnaver lidt ned i lavprismarkedet. Og når lavprisprodukterne kommer til sidst i cyklussen, så vil de æde sig lidt op i midtprisprodukterne. Og så er man egentlig klar til næste cyklus. Sådan er mekanismen, og sådan skal den være," konstaterer Niels Jacobsen.

Han afviser at kommentere på, hvilke features eller tiltag koncernen vil tage i brug - eller udelade - for at positionere den kommende midtpris-produktserie tilstrækkeligt under højprisprodukterne.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også