William Demant lancerer nyt produkt i andet halvår

Et nyt knogleforankret høreimplantat bliver tilføjet til William Demants produktportefølje i andet halvår 2013.
Foto: WHD
Foto: WHD
Af Ritzau Finans (redigeret af Leonora Beck)

William Demant Holding lancerer i andet halvår et nyt Oticon Medical-produkt inden for knogleforankrede høreimplantater.

Produktet hedder Ponto og er baseret på Inium-platformen fra de nylancerede Alta-høreapparater, der kom på markedet i januar. Det fortæller selskabet på sin kapitalmarkedsdag i London fredag.

Produktet har været testet på det velrenommerede Nijmegen University Hospital i Holland, og resultaterne er "meget positive" inden for både performance og feedback, siger Jes Olsen, direktør i Oticon Medical.

Ponto-navnet har eksisteret siden 2009 i WDH-porteføljen, og det nye produkt er en opgradering af serien, hvor den nyeste teknologi fra høreapparatsdivisionen - Inium-platformen - bliver bygget ind.

Serien nåede sin seneste milepæl i juni 2011, hvor produktet blev godkendt af de amerikanske sundhedsmyndigheder til lancering på det amerikanske marked.

Hurtigere end ventet

William Demant Holdings (WDH) lancering af nye produktserier efter sommer, kommer hurtigere end ventet. Det siger analytiker hos DNB, Rune Majlund Dahl til Ritzau Finans.

"Det overrasker mig lidt, at de lancerer nye mid-range produkter allerede efter sommer. Men flere af de andre spillere i markedet gør jo det samme," siger han.

Ifølge administrerende direktør i WDH, Niels Jacobsen, reagerer markedet generelt mindre på nye produktlanceringer, end det har været tilfældet tidligere i branchen.

"Tidligere var der store reaktioner på nye produkter - det går langsommere i dag. Delvist fordi alle har gode produkter, og så er der mere "lim" i systmet - længere kontrakter, delejerskaber og lignende. Så hvis man som retailer er delvist ejet af en producent, behøver man ikke kigge efter andres produkter," siger han.

Når forventninger

Han siger desuden på kapitalmarkedsdagen, at nylanceringerne er regnet ind i koncernens forventninger til 2013 - og fastslår samtidig, at koncernen vil nå forventningerne til 2013.

"Det er en udfordring at vokse nok til at nå vores guidance - og vi klarer den udfordring," siger Niels Jacobsen.

"Det er jo en ret konkret udmelding, så man kan næsten gætte sig til, at der ikke kommer justeringer af forventningerne i halvårsregnskabet. Det vil i hvert fald blive svært efter den udmelding," konstaterer Rune Majlund Dahl fra DNB.

WDH-chef: Nedskæringer på statsstøtter sænker kvaliteten 

Nordea: Vælg Demant frem for GN

WDH-chef: Et stabilt marked med hård konkurrence 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også