Novo-direktør ny topchef i Dako

Fra corporate vice president til administrerende direktør. Fra medicinalbranchen til medicobranchen. Danske Dako har fra på mandag en ny topchef bag roret, og vedkommende kommer fra Novo Nordisk.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

På mandag sidder Lars Holmkvist ikke længere i chefstolen i den danske kræftdiagnosticeringsvirksomhed Dako. Der er hans plads nemlig, ifølge Børsen, blevet overtaget af Britt Meelby Jensen, som kommer fra en stilling som corporate vice president i Novo Nordisk.

Men Lars Holmkvist er ikke blevet fyret. Snarere tværtimod. Dako blev for et lille års tid siden købt af amerikanske Agilent, og dengang blev Lars Holmkvist bedt om at stå i spidsen for en forretningsenhed i Agilent: DGG (Diagnostics and Genomics Group), som består af bl.a. Dako og Genomics Solutions Division.

"Der er stor synergi mellem de to forretningsområder. På den måde kan vi øge salget af andre relaterede produkter og løsninger fra Agilent Technologies via Dakos eksisterende salgskanaler. Det kommer til at tage al min tid at bygge den nye forretningsenhed op, derfor begyndte vi allerede for et halvt år siden stille og roligt at lede efter min afløser," siger Lars Holmkvist til Børsen.

Lanceringen har prioritet

Og afløseren er Britt Meelby Jensen, der har 11 års international karriere bag sig i Novo Nordisk og før det bl.a. har arbejdet som konsulent hos McKinsey.

Hun kommer som adm. direktør til at referere direkte til Lars Holmkvist. Det er især det faktum, at hun får det fulde ansvar for forretningen, der har gjort, at hun har valgt at forlade Novo Nordisk efter 11 år. Og så er hun også klar over, hvad hendes første opgave bliver.

"Det er et rigtigt spændende tidspunkt at starte på i Dako. Min vigtigste opgave bliver at sikre, at vi lykkes med lanceringen. Det bliver også spændende at se, hvad der er af synergier mellem Dako og Agilent og sørge for at udnytte dem," siger hun til Børsen med henvisning til det nye fuldautomatiske system af diagnosticering af kræft, som Dako lancerer over sommeren.

 Dako-dir: Vigtig og hurtigt voksende del af forretningen

 Nyt instrument skal sikre vækst i Dako

 Dakos vækst er gået i stå

 Dako solgt i milliardhandel 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også