Ultralyd kan knuse svulster

Et nyt værktøj til operationer kan fjerne leversvulster i patienter uden operation. Det kan få stor betydning for de patienter, der ikke kan opereres.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
af KRESTEN MORTEN MUNKSGAARD

Få minutters ultralyd og svulsten er død og ødelagt. Det kan lyde som noget, der først finder sted langt ude i fremtiden, men det er faktisk lige netop den oplevelse, en italiensk patient havde, da han for nylig blev "opereret" på et hospital i Rom, skriver forskning.no.

Patienten havde en dødelig leversvulst, som ikke kunne opereres væk, fordi den lå for tæt på store blodkar, og fordi manden ikke kunne klare den store operation. Men ved hjælp af et nyt operationsværktøj fra en gruppe norske forskere, lykkedes det lægerne at fjerne svulsten.

Metoden foregår ved at lægge patienten ind i en MR-maskine og derefter placere en stor ultralyd-sonde på maven. Det giver tredimensionelle billeder af bug og lever på en computerskærm, og herefter indstiller patientens læger en maskine, som skal sende højintensive ultralydbølger ind i svulsten, ved hjælp af den specielle sonde og det tredimensionelle ultralydkort.

Inde i kroppen varmes det skadelige væv op til 85 grader, indtil alle svulstceller er døde og nogle minutter senere kan patienten kan forlade operationsstuen uden mén.

Ikke færdigudviklet

Det nye værktøj er udviklet i samarbejde mellem seniorforsker og projektleder Thomas Langø ved Sintef (Selskapet for industriell og teknisk forskning ved Norges tekniske højskole) og en gruppe læger på St. Olavs Hospital i Trondheim.

Foreløbig har de kliniske tests med metoden dog kun bevist, at den kan bruges mod svulster i organer, som ikke bevæger sig under behandlingen. Næste skridt er derfor at udvide metoden til også at gælde andre svulster.

"Når hjertet slår, og patienten trækker vejret, bevæger de bløde organer i bugen sig, for eksempel lever og nyrer. Det gør, at det er meget sværere for kirurgerne at benytte denne teknologi for at ramme svulster i denne del af kroppen nøjagtigt."

"Derfor er denne metode indtil videre kun godkendt til behandlinger af godartede tumorer i livmoderhalsen," fortæller Thomas Langø til forskning.no

Udviklingen af metoden, som kaldes MRgFUS, sker i samarbejde med italienske, skotske, tyske og schweiziske forskere.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også