Kvinde bevæger robot-hånd ved tankens kraft

En specielt udviklet algoritme og små elektroniske implantater i hjernen har gjort en lam kvinde i stand til at bevæge en mekanisk hånd via tanker.

En 52-årig kvinde, som for 13 år siden fik at vide, at hun havde en sjælden degenerativ sygdom, der ødelægger strukturen af hendes hjerne og rygrad, har vist sig i stand til at bevæge en mekanisk arm ved tankens kraft. Det skriver Bloomberg på sin hjemmeside mandag.

Det opsigtsvækkende fremskridt er sket igennem et ny studie foretaget af forskere fra University of Pittsburg, og resultaterne af studiet er netop blevet offentliggjort i det anerkendte tidsskrift The Lancet.

Forskerne indsatte to mikroelektroniske implantater i den venstre del af den såkaldte primære motor cortex – den del af hjernen, som kontrollerer frivillige bevægelser i specifikke kropsdele – på kvinden, og forbandt disse til en separat mekanisk robot-hånd.

Naturlige bevægelser

Efter blot to dage af forsøget kunne kvinden bevæge robot-hånden, og senere i forløbet var hun i stand til at foretage komplicerede bevægelser, såsom at hælde vand fra et glas over i et andet med samme beherskelse og koordination som en ganske almindelig person. Det siger professor for neurobiologi ved universitetet, Andrew Schwartz, som stod i spidsen for studiet.

Resultaterne fra studiet bygger videre på tidligere, lignende forsøg på at udvikle udstyr, som kan omdanne hjerneimpulser til kontrolsignaler til brug for mekaniske legemsdele, siger han, men tilføjer:

”De her bevægelser er meget naturlige, og ikke simplificerede maskinbevægelser. Vi har et meget, meget højere kontrolniveau end tidligere.”

Udviklingen af det nye udstyr blev muliggjort af en speciel algoritme, som er baseret på 25 års grundforskning af hvordan hjernen fungerer, når vi bevæger vores arme eller håndled. Og det har givet forskerne adgang til meget mere detaljeret information fra hjernen end i tidligere forsøg, oplyser han ifølge Bloomberg.

 

 Össur håber på at udvikle tankestyrede proteser

 Robot-ekspert: Frygt for robotter en barriere for vækst 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også