Demant på trapperne med benforankret løsning fra helt ny platform

Danske Demants kirurgiske division, Oticon Medical, er på trapperne med en stor produktnyhed inden for benforankrede høreløsninger, der lanceres mod slutningen af første halvår.
Danske Demant er i fuld gang med at præsenterer sit nyeste topprodukt inden for høreapparater, Oticon Opn S. på en messe i USA i denne uge. | Foto: Ritzau Scanpix/Jens Nørgaard Larsen
Danske Demant er i fuld gang med at præsenterer sit nyeste topprodukt inden for høreapparater, Oticon Opn S. på en messe i USA i denne uge. | Foto: Ritzau Scanpix/Jens Nørgaard Larsen
RITZAU FINANS

For første gang nogensinde har Demants division Oticon Medical været i stand til at udnytte Demants helt nye produktplatform til produkter i den del af forretningen. Derfor barsler selskabet med en større produktnyhed inden for benforankrede høreløsninger.

På grund af mere kompliceret udvikling og programmering lanceres produkterne inden for benforankrede løsninger typisk på de ældre produktplatforme, men med det nye produkt - Ponto 4 - har Oticon Medical baseret udviklingen på Velox S-platformen, der også er kernen i det helt nye topprodukt inden for høreapparater, Oticon Opn S.

"Vi ville gerne udnytte den mest moderne teknologi i Oticon. Og det er første gang, at vi udnytter en produktplatform, der ikke kun er designet til Oticon, men til hele selskabet," siger Jes Olsen, der er administrerende direktør hos Oticon Medical, i forbindelse med selskabets præsentation ved AAA-messen i Columbus, Ohio onsdag.

"Inium Sense-platformen, som vi har baseret vores produkter på indtil nu, er nu næsten fem år gammel, men nu lancerer vi på en seks måneder gammel platform. Det giver betydelige fordele på flere områder," fortsætter Jes Olsen.

Meget bedre lydkvalitet

Den nye produktplatform giver først og fremmest lydkvaliteten i Ponto 4 et betragteligt løft fra forgængeren - Ponto 3.

Derudover giver Velox S-platformen også mulighed for alle de trådløse forbindelsesmuligheder via 2,4 GHz, som også findes i alle de nyeste høreapparater fra Demant.

Endelig er Ponto 4 også 30 pct. mindre end det nuværende produkt.

"Det er den første benforankrede løsning, der kan forbindes til internettet. 2,4 GHz er med i pakken, så det kan forbindes til mange forskellige løsninger. Og så kan det meget let opdateres med nye tilføjelser," siger Jes Olsen.

Skal gerne give mere vækst end i 2018

Oticon Medical har ikke overraskende selv store forventninger til lanceringen, der officielt sparkes i gang mod slutningen af første halvår.

Og det skulle først og fremmest gerne være med til at løfte væksten i markedet for benforankrede løsninger, der sidste år var uhyre lav sammenlignet med de forgående år.

"Det er en meget produktdrevet branche. Så væksten kommer, når der kommer nye produkter. Det gjorde der ikke fra hverken os eller konkurrenterne i 2018, og det gav en meget lav vækst," siger Jes Olsen.

"Markedsvæksten var næsten helt flad i 2018. Vi vandt stadig markedsandele, men slet ikke i den takt, som vi gerne ville. Derfor regner vi også med, at lanceringen vil betyde mere vækst i 2019," fortsætter Oticon Medical-direktøren.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også