MedWatch

Demant-lancering tager fokus ved amerikansk messe

Der er store forventninger til Demants nye generation af høreapparater ved den kommende messe hos den amerikanske brancheforening for audiologer, American Academy of Audiology (AAA), der afholdes i USA.

Der er en stor messe på vej denne uge hos den amerikanske brancheforening for audiologer, American Academy of Audiology (AAA), der afholdes i Columbus, Ohio. | Foto: Ritzau Scanpix/Jens Nørgaard Larsen

Danske Demant er i fuld gang med at rulle sit seneste topprodukt inden for høreapparater ud - det såkaldte Oticon Opn S - der officielt blev præsenteret ved årsregnskabet for 2018 i midten af februar.

Og netop den lancering kommer formentlig til at stjæle meget af rampelyset ved denne uges messe hos den amerikanske brancheforening for audiologer, American Academy of Audiology (AAA), der afholdes i Columbus, Ohio.

"Vi venter, at Demant vil fremvise anden generation af sit premium-høreapparat, Oticon Opn S, der er dets første med litium ion-genopladelig batteriteknologi. Det har vist sig at være en meget populær løsning - blandt andet illustreret i VA-kanalen, hvor kategorien nu står for cirka 37 pct. af salget, og det bør støtte væksten i 2019 efter vores vurdering," skriver Rune Majlund Dahl og Jesper Ingildsen, der er analytikere hos norske DNB, i en optakt til AAA-messen.

De venter dog, at lanceringen af det nye topprodukt, som udrulles i flere forskellige kategorier og formfaktorer, vil tage mange af kræfterne i første halvår, hvorfor den klart største gevinst fra lanceringen først kan høstes i andet halvår i år.

"Vi venter, at salget vil være back-end loaded, efter at ledelsen har flaget en svag start på 2019," uddyber DNB-analytikerne.

Da Demant lancerede forgængeren til Oticon Opn S - Oticon Opn - for godt tre år siden, stjal produktet utroligt meget opmærksomhed ved den efterfølgende AAA-messe, som dengang blev afholdt i Phoenix, Arizona.

Dengang steg aktien med 4,8 pct. efter det danske selskabs præsentation på messen, hvor flere detaljer omkring lanceringen blev sluppet ud og overraskede positivt i forhold til markedets forventninger.

Fusioneret Widex er også i rampelyset

Et andet højdepunkt ved årets AAA-messe i Columbus bliver kommentarerne fra WS Audiology, der er det samlede selskab efter fusionen mellem danske Widex og Sivantos, som er det tidligere Siemens Audiology.

Sammenlægningen blev officielt godkendt af EU-Kommissionen i starten af marts, og nu retter investorernes blik sig mod selskabets planer for tilgangen til markedet og udnyttelsen af de betragteligt forstærkede forsknings- og udviklingsmuskler, som sammenlægningen betyder.

WS Audiology afholder ingen officiel præsentation ved AAA-messen, men ledelsen er til stede, ligesom begge selskaber som altid har en stor stand på selve messen.

På trods af fusionen skal både Sivantos' Signia-brand og Widex-brandet begge køre videre som selvstændige brands, men samlet set er selskabet nu helt oppe at blande sig med de største spillere i sektoren - Sonova og Demant - målt på omsætning og markedsandele.

Derfor er tilgangen til de muligheder interessante at følge.

"Afslutningen af fusionen blev først bekræftet 1. marts, hvilket betyder, at Sivantos ikke vil være vært for sit vanlige investormøde på konferencen (Widex har historisk ikke afholdt investormøder, red.).

"Vi venter dog, at begge selskaber vil have stande på messen, og uden større nylige produktlanceringer ser vi frem til at se, hvordan selskaberne bliver præsenteret," skriver DNB-analytikerne.

Bose sendte chokbølger

Sidste år sendte amerikanske Bose chokbølger gennem aktierne i høreapparatsektoren, da selskabet fik godkendt et høreapparatlignende produkt hos de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA.

Det fik mange af aktierne i sektoren til at falde kraftigt, fordi produktet ligner det første mulige indspark til den kommende over the counter-kategori (OTC) i USA, der skal kunne tilbyde salg af høreapparater uden om audiologer.

Det kan åbne for, at en stribe nye aktører - ud over de fem store i høreapparatindustrien - kan lancere produkter og dermed øge konkurrencen på den del af markedet.

Siden efteråret har der dog været ro omkring Bose, men selskabet deltager i år på AAA-messen, og derfor er det også interessant at holde øje med eventuelle udmeldinger fra den front.

Indtil nu er der dog ikke den store grund til at frygte for skærpet konkurrence fra Bose, vurderer DNB.

"Vi noterer os også, at Bose er på konferencen, men hvis man kigger på placeringen af selskabets stand, er det efter vores vurdering for tidligt for selskabet prøve at sælge dets nyligt godkendte høreapparat til audiologi-verdenen," skriver Rune Majlund Dahl og Jesper Ingildsen.

"I stedet venter vi, at selskabet vil udstille sine Hearphones, som det allerede markedsfører som høreforbedrende. Den nyligt offentliggjorte kommentar fra FDA viser, at høreapparatet fra Bose faktisk også ligner dets Hearphones, som er større i designet og slet ikke ligner traditionelle høreapparater," fortsætter de.

GN Hearing sælger fortsat godt til amerikanske veteraner

Widex og Sivantos bliver til WS Audiology - dansk direktør fortsætter som topchef 

Mere fra MedWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier