MedWatch

Fransk sundhedsreform rammer Demants vækst i detail

En ny sundhedsreform omfattende høreapparatområdet i Frankrig vil sætte sig i den organiske vækst hos danske Demants detailforretning på det franske marked i første halvår.

Foto: Ritzau Scanpix/Kenneth Lysbjerg Koustrup

En fransk sundhedsreform vil få konsekvenser for Demants detailforretning i årets første seks måneder, fordi ændringen på kort sigt betyder længere garanterede prøveperioder for brugerne, hvilket skubber bogføringen af salget ud i fremtiden og dermed rammer salgstallene i særligt den første halvdel af året.

På længere sigt vil reformen omvendt formentlig få en positiv effekt, fordi den giver brugerne adgang til fuldt offentligt refunderede høreapparater med højere standard end i dag.

Sådan lyder det fra Demant selv i forbindelse med selskabets præsentation på den årlige messe hos den amerikanske brancheforening for audiologer, American Academy of Audiology (AAA), i Columbus, Ohio onsdag.

Udviklingen blev allerede flaget i forbindelse med årsregnskabet for 2018 i februar, men ved onsdagens præsentation satte Demants topchef, Søren Nielsen, lidt flere ord på.

"Reformen i Frankrig vil formentlig ikke betyde, at færre vil have høreapparater på sigt. Snarere tværtimod faktisk. Men den giver en negativ effekt i januar og februar i særligt detailforretningen," siger Søren Nielsen.

"Reformen betyder en garanteret prøveperiode på minimum 30 dage - og i realiteten tættere på 40 dage. Tidligere var det nærmere syv til ti dage, og det betyder, at faktureringen af produkterne bliver skubbet. Det giver en forskydning og en betydelig nedgang i detailforretningen," fortsætter han.

På lidt længere sigt vil reformen dog formentlig betyde højere volumen, og omkring tre måneder inde i året kan Demant også allerede se en bedring i udviklingen.

"Vi ser nu en meget sund underliggende udvikling. Men det er en pause, som man ikke bare kan komme udenom. Så det vil påvirke den samlede organiske vækst i detailforretningen i første halvår," siger Søren Nielsen.

Mere fra MedWatch

Patienter må vente længere på ny medicin

Siden Medicinrådet blev etableret i 2017, er patienternes ventetid på ny medicin blevet tre gange længere, konkluderer en analyse fra Lif, der vil have Medicinrådet til at droppe unødvendige vurderingsmetoder. Medicinrådet arbejder på at nedbringe sagsbehandlingstiderne.

Læs også

Seneste nyt

Ledige job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier