WDH-direktør: Kliniske studier har fået større betydning med Oticon Opn

William Demant Holding har med udrulningen og udbygningen af sit trådløse topprodukt inden for høreapparater, Oticon Opn, skruet ekstra op for dokumentationen af produktets egenskaber i form af diverse kliniske studier.
Foto: WDH, PR
Foto: WDH, PR
AF RITZAU FINANS

Selv om studieresultaterne langt fra har samme vægt for høreapparater, som tilfældet eksempelvis er for medicinalselskaber, hvor indlægssedler ofte er meget afgørende, lægger William Demant Holding stor vægt på den del for at løfte selskabets troværdighed.

Og med Oticon Opn, der har været en stor succes for det danske selskab i de første knap to år af produktets levetid, er der blevet lagt ekstra vægt på kliniske studier.

Derfor var en vigtig del af William Demants præsentation ved den årlige messe hos den amerikanske brancheforening for audiologer, American Academy of Audiology (AAA), i Nashville, Tennessee, også fokuseret omkring netop studieresultater, der yderligere underbygger de klare fordele, som selskabet selv mener at kunne tilbyde med Oticon Opn.

"Vi deler en masse nye og spændende data om Oticon Opn, der bekræfter den meget unikke ydeevne. Vi har nogle nye datasæt, der dokumenterer, at du får genoprettet din naturlige hørelse i meget støjfyldte situationer, hvor der er flere, der taler," siger Søren Nielsen, der er adm. direktør hos William Demant Holding, til Ritzau Finans i forbindelse med messen.

"Det viser, at det nu fungerer lige så godt som normalt hørende. Det gør, at man kan identificere, hvor lydene kommer fra, og hvem der siger noget, hvilket traditionelle høreapparater ikke kan," uddyber topchefen.

Studier kan bygge bro til næste produktplatform

Oticon Opn er baseret på Velox-produktplatformen, og med en stribe tilføjelser til det oprindelige produkt, der blev præsenteret ved AAA-messen i Phoenix for to år siden, har William Demant Holding kunnet udbygge produktet og forlænge dets livscyklus, der ellers traditionelt har begrænset sig til omkring to år.

Også her spiller resultater fra kliniske studier ifølge selskabet en vigtig rolle. Og samtidig er de mange løbende undersøgelser også med til at øge William Demants egen forståelse for produktet og bygge bro til den næste produktplatform.

"Vi er oppe på en 14-15 stykker, der dokumenterer Opn-effekten. Det er selvfølgelig vigtigt at vise, at vi arbejder videre med konceptet, og at vi bliver videre med at komme dybere ned i, hvordan det virker," siger han og tilføjer:

"Det er nøglen til at lave det næste koncept at forstå det, man har, og forstå hvor man kan skrue yderligere på tingene. Det ville jo være fantastisk, hvis man en dag kunne sige, at det at få høreapparat, er ligesom at få superhørelse – altså at få en bedre hørelse end normal hørelse. Og det er vi ikke så langt fra, tror jeg."

Han peger på, at der blandt audiologerne, som tilpasser Oticon Opn, er stor interesse for at få mere og mere dokumentation og lære at forstå produktet.

Også derfor er der blevet lagt ekstra arbejde i dokumentationen i forbindelse med det nuværende topprodukt.

"Vi har altid lavet mange studier, men der er meget stor nysgerrighed omkring at forstå, hvad Opn er, og hvad det kan. Og vi er også selv i en læringsproces, så vi har også selv brug for studierne til at få indsigt nok til at lave fremtidige produkter," siger Søren Nielsen.

"Det er ikke kun en klinisk dokumentation af det, vi har. Det er også inspiration for os selv til at komme videre," uddyber William Demant-topchefen.

Ikke reklame til slutbrugerne

Selv om interessen blandt audiologerne, der skal tilpasse høreapparaterne, er stor, bruges studierne dog ikke til at løfte interessen blandt slutbrugerne.

"Det er ren business til business-kommunikation. Det er jo ikke, fordi slutbrugerne læser de her studier. Men med Oticon-brandet vil vi gerne stå stærkt og have en meget høj troværdighed. Og der ser vi selvfølgelig solid klinisk dokumentation som et vigtigt parameter," siger Søren Nielsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også