MedWatch

Sivantos kan stjæle rampelyset fra danske producenter på AAA

Den årlige messe hos den amerikanske brancheforening for audiologer (AAA) løber af stablen i denne uge, og ifølge den norske bank DNB kan Sivantos stjæle opmærksomheden fra de danske producenter William demant, GN Hearing og Widex.

Foto: Mik Eskestad

Den årlige messe hos den amerikanske brancheforening for audiologer, American Academy of Audiology (AAA), indledes onsdag i Nashville, Tennessee.

Her deltager de største høreapparatproducenter fra hele verden, herunder også danske William Demant Holding, GN Hearing og det privatejede Widex.

Men den største opmærksomhed kan meget vel tilfalde Sivantos - det tidligere Siemens Hearing, som i dag er ejet af kapitalfonden EQT - der netop har lanceret en ny udgave af sit trådløse topprodukt, Signia Nx, kaldet Signia Pure Charge&Go Nx, der kombinerer de audiologiske fordele med muligheden for genopladelige batterier.

Sådan lyder vurderingen fra norske DNB.

"Vi vurderer, at Sivantos vil tiltrække sig opmærksomhed med sin nyligt lancerede platform, Signia Nx, inklusive det nye Signia Charge&Go Nx, der har dual radioteknologi og lithium-ion-genopladelighed. Selskabet har været aggressivt med konsekvente lanceringer af nye produkter over de seneste to år," skriver DNB i en optakt til AAA-messen.

Signia Nx-platformen blev lanceret i efteråret sidste år, mens den nye tilføjelse blev offentliggjort i starten af marts.

Få produktnyheder fra danske producenter

For de to store danske selskaber, William Demant Holding og GN Hearing, vil det formentlig være begrænset med produktnyheder i forbindelse med AAA-messen, efter at GN Hearing ved sidste års messe i Indianapolis officielt præsenterede sit seneste trådløse topprodukt, Resound Linx 3D, der blev fulgt op af lanceringen af et produkt fra samme platform til svært hørehæmmede, Resound Enzo 3D, og muligheden for genopladelige batterier senere på året.

William Demant Holding ruller fortsat yderligere udviklinger af sit trådløse topprodukt, Oticon Opn, ud, efter at produktet blev lanceret ved AAA-messen i Phoenix, Arizona, for to år siden.

I stedet vil de danske selskaber fokusere på en generel markedsopdatering og dykke mere ned i teknologien bag de seneste produkter, vurderer DNB.

For William Demant Holding specifikt vil AAA-messen desuden formentlig blive brugt på at sætte flere ord på tilpasningsteknologien eHealth.

Derudover kan der også være nyheder vedrørende den kirurgiske division, Oticon Medical, der laver benforankrede løsninger og cochlear-implantater.

I sidstnævnte kategori har selskabet for nylig sendt lydprocessoren Neuro 2 på gaden, hvilket har bragt mere af Oticons teknologi fra høreapparatforretningen over i implantaterne. På grund af en besværlig godkendelsesproces er produktet dog i første omgang kun lanceret i Europa.

"Vi vurderer også, at det europæiske salg af den nyligt lancerede lydprocessor Neuro 2 vil blive et interessant emne," skriver DNB i sin optakt.

Widex endnu ikke klar med produkt

For det privatejede danske selskab Widex har meget af interessen over de seneste år handlet om selskabets forsøg på at skabe høreapparater drevet af brændselsceller, der skal give brugerne mulighed for at oplade batterierne på under et minut.

Selskabet har selv afsløret, at det første produkt på brændselsceller formentlig først vil ramme markedet i andet halvår af 2018, og derfor skal man formentlig ikke vente sig lanceringer på den front allerede nu, skriver DNB.

Emnet vil dog stadig få opmærksomhed, og for at gardere sig mod for hård konkurrence indtil produktet er klart, har Widex allerede nu også en løsning for mere traditionelle genopladelige batterier på markedet til sit trådløse topprodukt, Widex Beyond.

Sonova udvider trådløs platform

Verdens største høreapparatproducent, schweiziske Sonova, har allerede i sidste uge løftet sløret for de produktnyheder, som selskabet udstiller på AAA-messen.

Her er der tale om en udvidelse af den trådløse produktplatform, Sword, der blev lanceret i august sidste år.

Sword-platformen adskiller sig fra de øvrige producenters trådløse tilbud ved at kunne tilbyde direkte streaming til brugernes smartphones fra høreapparatet uden mellemled. Her har de øvrige producenter kun streaming til Apples iPhone direkte, mens der skal et lille mellemled til for at streame til Android-telefoner.

I forbindelse med AAA udvider Sonova Sword-platformen til det sekundære Unitron-brand med produktet Moxi All, der får alle fordelene inden for streaming samtidig med Sonovas teknologi for genopladelige batterier.

Også Hansaton-brandet får nu glæde af Sword-teknologien med et nyt produkt.

Derudover præsenterer Sonova også et nyt høreapparat til svært hørehæmmede på den foregående produktplatform, Belong, hvor der også sendes et nyt produkt til børn på gaden.

Endelig har Sonova også et nyt tilbud inden for mikrofonteknologien Roger, mens der udvides med genopladelighed i produkterne til brugere med døvhed på blot det ene øre.

AAA-messen i Nashville indledes onsdag, hvor GN Hearing holder sin investorpræsentation klokken 10.30 lokal tid (17.30 dansk tid). William Demant holder sin præsentation torsdag klokken 8.30 lokal tid (15.30 dansk tid).

Ritzau Finans deltager i konferencen og rapporterer fra præsentationerne samt diverse interviews med aktører fra branchen.

Sonova udvider porteføljen på flere områder ved AAA-messe 

GN tabte lidt terræn hos amerikanske veteraner i marts 

Det private marked drev høreapparatsalget frem i USA i første kvartal 

Ny lov skal lette amerikanernes adgang til høreapparater 

Mere fra MedWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier