Demokraterne indleder prisundersøgelse af sklerosemidler

En række større medicinalselskaber mistænkes for uretmæssigt at have hævet priserne på midler til behandling af sklerose. Demokraterne i den amerikanske kongres kræver forklaring.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Hvordan kan det være, at prisen på behandling af multipel sklerose er firedobbelt siden 2004?

Det spørgsmål vil demokraterne i den amerikanske kongres have svar på, hvorfor de nu afkræver forklaring fra syv større lægemiddelproducenter om deres prissætning på medicin til behandling af sklerose.

Ifølge Reuters drejer det sig om medicinalselskaberne Bayer, Biogen, Merck, Novartis, Roche, Sanofi og Teva. De mistænkes for i fællesskab at have begrænset konkurrencen og udbuddet af sklerosebehandlingen for at kunne hæve priserne og skabe en større indtjening.

Reuters skriver, at prisen for sklerosebehandling, ifølge en amerikansk patientforening, er steget fra 16.000 dollars i 2004 til 78.000 dollars i 2016.

Medicinalselskaberne og deres prissætning på det amerikanske marked har på det seneste været sat voldsomt under pres - ikke mindst, efter at Donald Trump indtog præsidentembedet og kaldte til kamp mod skyhøje priser på receptpligtig medicin.

Vidtrækkende konsekvenser

Tidligere kongresundersøgelser af lignende tilfælde har allerede haft vidtrækkende konsekvenser.

Således måtte amerikanske Mylan for nyligt se sig nødsaget til at reducere prisen på allergimidlet EpiPen, som selskabet over en tiårig periode frem til 2016 havde krævet 1,27 mia. dollars, eller 8,4 mia. kr., i overpris fra den amerikanske regering.

Også Valeant Pharmaceuticals International og Turing Pharmaceuticals har været udsat for kongressens granskning af medicinprisernes himmelflugt.

Som svar på demokraternes anmodning har Roche tilkendegivet, at man vil samarbejde med lovgiverne om at løse problemet med de høje medicinpriser. Roche afviser imidlertid, at dets eget sklerosemiddel, Ocrevus, skulle være prissat for højt.

Biogen, Novartis og Teva siger, at de vil se nærmere på sagen og snarligt vende tilbage med et svar, mens en talsmand fra Bayer har udtalt, at selskabet straks vil ændre praksis.

De øvrige, Bayer AG, Merck og Sanofi, har endnu ikke udtalt sig i sagen.

 Valeant bliver kigget efter i sømmene 

 Mylan har krævet milliarder i overpris for EpiPen 

 Følgevirkningerne af prisforhøjelser på kopimedicin belyses i Senatet 

 Amerikanske politikere kræver svar fra medicinaldirektør

 FDA på vej mod rekord for godkendelse af kopimedicin 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også