Novo Nordisk får muligt PR-problem i Canada

Novo Nordisk har ifølge Berlingske Business måske fået sig et mindre problem i Canada, efter at selskabet har brugt, hvad en dansk reklameekspert kalder ufine metoder.

Det er en uheldig sag, mere end det er en alvorlig sag, som Novo Nordisk ifølge Berlingske Business har fået rodet sig ud i i Canada.

Selskabet har nemlig anvendt skjult reklame i forhold til produktet Vagifem. Novo Nordisk er her blevet afsløret i at have betalt en kvindelig canadisk tv-vært og komiker, Cathy Jones, for at turnere rundt i canadiske medier med et særligt kvindeproblem, der ubevidst skulle lede tankerne hen på Novo-midlet Vagifem.

Intet sted er det deklareret, at Novo Nordisk har betalt Cathy Jones for at foretage denne form for skjulte markedsføring, og det er da heller ikke ulovligt i Canada - i modsætning til Danmark - at anvende skjult markedsføring. Men selv om det ikke er ulovligt, vil Frederik Preisler, der er brandingekspert og direktør i reklamebureauet Mensch, dog heller ikke ligefrem anbefale det.

"Det hører til i kategorien ufine metoder. Jeg synes helt grundlæggende, at man skal fægte med åben pande, så forbrugerne kan genkende en reklame og møde den med en sund og naturlig skepsis. Det klæder ikke ordentlige virksomheder at benytte sig af skjult reklame," siger han til Berlingske Business.

Novo Nordisk påpeger over for avisen, at man blot prøver at sætte fokus på en alvorlig lidelse.

"I lande som eksempelvis USA og Canada er det meget normalt, at virksomheder bruger kendte personer til at skabe opmærksomhed omkring bestemt sygdomme. Det her handlede så om en temmelig tabuiseret lidelse, som mange ikke tør tale med deres læger om. Når det så er sagt, skal der ikke herske tvivl om, at vi i Novo Nordisk er tilhænger af gennemsigtighed i vores kommunikation og markedsføring,« siger pressechef Katrine Sperling til Berlingske Business.

 Basketball-legende skal tale Novos sag

 Novo afbryder samarbejde med frontkvinde

 Novo-frontkvinde anklaget for racisme

 Novo Nordisks amerikanske tv-kok deler vandene

 Novo Nordisks nye Victoza-kendis vækker postyr i USA

 Novo Nordisk indgår patentforlig 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også