Novo Nordisks nye Victoza-kendis vækker postyr i USA
Hvis målet er omtale, har Novo Nordisks valg af frontfigur til en amerikansk salgskampagne for Victoza allerede været en succes. Amerikanske medier er dog langt fra overbeviste om, at Novo også har truffet et klogt valg ved at bede tv-kokken Paula Deen om at være diabetes 2-midlets ansigt udadtil.
Paula Deen er kendt for brug af smør i særdeles rigelige mængder og opskrifter, hvor burger, bacon og donut indgår i samme måltid. Deens promovering af Victoza risikerer derfor at give bagslag og selv bringe Novo i skudlinjen for kritikere, skriver Fierce Markets.
Wall Street Journal spørger på sin sundhedsblog læserne, hvad de mener om Paula Deen som talsperson for farmaindustrien, og Fierce Markets går skridtet længere og spørger, om valget af Paula Deen er genialt eller slet og ret vanvittigt.
En søgning på google.com/news viser i det hele taget, at medierne ikke har været sene til at beskrive paradokset ved, at en kok, kendt for opskrifter som friturestegt bagelsandwich, nu skal være sundhedsapostel.
Søgningen viser, at der allerede er skrevet flere end 1000 artikler om sagen, siden Novo Nordisk offentliggjorde pressemeddelelsen tirsdag. Af den fremgår det, at Paula Deen er Victozau-bruger, har justeret sin livsstil og har udviklet kalorielettere versioner af sine favoritopskrifter.
Novo Nordisks Victoza blev lanceret i 2009 og har på få år udviklet sig til markedsleder foran Byetta fra Amylin. Markedsføringsslagsmålet mellem Novo og Amylin kan dog tage til i de kommende måneder, hvis Amylin lykkes med at få markedsføringstilladelsen til sin langtidsvirkende version af midlet, Bydureon. Den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, ventes at tage stilling til Amylins registreringsansøgning i januar, og Amylin har varslet en lancering i første kvartal.