USA godkender milliarder til zika-bekæmpelse

Efter lang tids tovtrækkeri mellem demokraterne og republikanerne ser det nu til, at der endelig er penge på vej til bekæmpelsen af den frygtede zika-virus i USA.
Foto: Arnulfo Franco/AP/POLFOTO/arkiv
Foto: Arnulfo Franco/AP/POLFOTO/arkiv
AF RITZAU FINANS

Kongressen i USA har godkendt et forslag om at bevilge 1,1 mia. dollar til at bekæmpe et udbrud af det farlige zikavirus.

Beløbet svarer til cirka 7,3 mia. kr.

Et stort flertal i Repræsentanternes Hus stemte for bevillingen, der indgik i et midlertidigt budget, som holder det amerikanske statsapparat kørende foreløbigt frem til 9. december.

Herefter har Kongressen ti uger til at forhandle en endelig aftale for budgettet i 2017 på plads.

Det nuværende budget udløber ved afslutningen på det amerikanske budgetår 30. september.

I forvejen var budgetforslaget, herunder pengene til zikabekæmpelse, blevet vedtaget i Kongressens andet kammer, Senatet.

Indsatsen mod zika kommer på initiativ fra præsident Barack Obama. Han opfordrede tidligere på året Kongressen til at vedtage en bevilling til zikabekæmpelse. Blandt andet med det mål at udvikle en vaccine mod virusset.

Det skete på baggrund af en stigning i antallet af gravide kvinder i USA, der er smittet med sygdommen.

I august frarådede Statens Serum Institut danske kvinder, der enten er gravide eller har planer om at blive det, at rejse til et område i Miami i Florida. Her havde der nemlig været usædvanligt mange tilfælde af zika.

Også de britiske og norske sundhedsmyndigheder frarådede gravide kvinder at rejse til Miami.

Sundhedsmyndigheder har tidligere fastslået, at zikavirus spredes af myg og via seksuel kontakt. Samtidig har de også manet al tvivl til jorden og fastslået, at virusset kan give fostre med mikrokefali.

Diagnosen betyder, at børn kommer til verden med unormalt små kranier og derfor udvikler hjerneskader.

USA afsætter en halv milliard kroner til kampen mod Zika

Obama kræver flere penge til Zika-indsats

Republikanerne klar med Zika-midler 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også