Genmab-partner opjusterer forventningerne

Genmabs partner Johnson & Johnson fremhæver det danske bioteksselskabs lægemiddel Darzalex i sit regnskab for første kvartal som et af de midler, der præsterer stærk vækst.  Til gengæld skuffer diabetespillen Invokana.Teksten er opdateret kl. 13.37
Foto: PR
Foto: PR
AF RITZAU FINANS OG LOUISE WENDT JENSEN

Teksten er opdateret med tal for diabetespillen Invokana

Den amerikanske medicinalgigant Johnson & Johnson, J&J, der har et samarbejde med danske Genmab, opjusterer forventningerne i regnskabet for første kvartal.

Nettoresultatet landede på 4292 mio. dollar i første kvartal mod 4320 mio. dollar i samme periode sidste år. Det justerede resultat per aktie opgøres til 1,68 dollar og var højere end ventet, da analytikere ifølge Bloomberg havde ventet et overskud på 1,65 dollar.

Genmabs kræftmiddel Darzalex får også et par ord med på vejen. Kræftmidlet nævnes blandt en af flere af Johnson & Johnsons nye lægemidler, der har præsteret stærk vækst i kvartalet, uden at der dog oplyses mere specifikt om salget.

Desuden nævnes det, at de europæiske lægemiddelmyndigheder har anbefalet, at Darzalex får markedsføringstilladelse i Europa til behandling af knoglemarvskræft.

For hele 2016 opjusterer Johnson & Johnson forventningerne til den justerede indtjening per aktie til intervallet 6,53-6,68 dollar fra tidligere ventet 6,43-6,58 dollar. Omsætningen ventes at lande i intervallet 71,2-71,9 mia. dollar mod tidligere forudset 70,8-71,5 mia. dollar.

J&J's omsætning steg i første kvartal med 0,6 pct. til 17,5 mia. dollar fra 17,4 mia. dollar i samme periode sidste år. Målt i faste valutakurser var fremgangen på 3,9 pct.

Diabetespille skuffer

Til gengæld går det knapt så godt for salget af Johnson & Johnsons diabetespille Invokana, der skuffede i første kvartal. Omsætningen opgjort inklusive Invokamet, der kombinerer Invokana med verdens mest brugte diabetespille Metformin, landede på 325 mio. dollar.

Det er markant under analytikernes forventninger om et salg på 451,3 mio. dollar ifølge Bloomberg News. Der er samtidig tale om et fald sammenlignet med fjerde kvartal og også tredje kvartal sidste år, hvor Invokana-produkterne solgte for henholdsvis 372 og 340 mio. dollar.

Johnson & Johnson nævner ingen specifik årsag til salgsnedgangen, men blandt investorer har der været spekulationer om, at Eli Lilly og Boehringer Ingelheims diabetespille Jardiance vinder markedsandele, efter at der sidste år blev offentliggjort positive resultater fra et hjerte-kar-studie, der viste at Jardiance reducerer risikoen for hjerte-kar-sygdom.

Johnson & Johnson er også i færd med at gennemføre et hjerte-kar-studie med Invokana, men har endnu ikke offentliggjort data fra studiet.

Invokana og Jardiance tilhører begge klassen af SGLT-2-hæmmere, der virker ved at hæmme SGLT-2-transportproteinets optagelse af glukose i nyrerne, hvorefter sukkeret udskilles via urinen. Dermed sænkes blodsukkerniveauet, ligesom pillerne bidrager til vægttab.

 

J&J overtager rettighederne til middel mod prostatakræft 

Johnson & Johnson vil dybere ind i Afrika 

J&J i mindre nedgang og stærk valutakursmodvind 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også